163 / 604
156
til hans forudskikkede mere almindelige Udtalelser —
vil man finde, a t 0. ikke mellem disse Tilfælde med
tager noget eneste, hvor ikke en bestem t Lovhjemmel
haves for Benægtelsesedens Paalæg, ligesom der ingen
Antydning gives af, a t Benægtelsesed kan finde Sted
udenfor de opregnede Tilfælde. Naar Bang og Larsen
henvise til ét andet Sted, nemlig Haandbogen 2 B. S.
515 og 516, som Hjemmel for deres Forstaaelse af Ø.s
Ord, maa derved bemærkes, a t han her ingenlunde ud
taler, a t Ed kan paalægges, uden a t nogen Formod
ning er tilvejebragt, men kun, a t man i saadanne Sa
ger som Tyendesager kan lade sig nøje med færre
Data for Sigtelsen end ellers, altsaa kan lade Mindre
være tilstrækkeligt til a t skabe Formodning, og
dette stø tte r han ikke alene paa Vanskeligheden af
a t skaffe Bevis, men ogsaa paa disse Sagers Ubetyde
lighed og den deraf følgende mindre Fristelse til
Mened, jfr. de tilsvarende Betragtninger i Eunomia
1. c. S. 192. Det maa derfor antages, a t 0., trods en
maaske altfor almindelig Udtalelse paa et enkelt Sted,
dog ikke mener, a t andet eller mere ligger i 1. 14. 6
end, dels a t Benægtelsesed kan anvendes, hvor Sagen
det udkræver, d. v. s. hvor Lovgivningen (ikke Dom
merens Skjøn i det enkelte Tilfælde) har funden dette
og derfor foreskrevet det, dels hvor der dog, om end
in tet særligt Lovbud kan paavises, i det mindste er
vis Formodning tilvejebragt af Bevisføreren, og dette
er vistnok ogsaa i Hovedsagen den rigtige Opfattelse
af Lovbudet1).
]) Medens Brorson ad 1. 14. 6 ikke synes at anse Benæg
telsesed anvendelig, undtagen hvor Formodning er til
vejebragt, maa det antages at være Nørregaards Mening
jfr. § 1831, at den kan finde Sted, ogsaa hvor Dommeren
finder, at Sagen ikke anderledes kan afgjøres; maaske