160 / 604
153
taber sin Kraft som saadan, saa a t Parten ansees
som den, der ikke har benægtet, og altsaa som
tilstaaende, medens Proceserklæringen, naar Eden
aflægges, bliver staaende i sin oprindelige Kraft og
med de sædvanlige Følger. Denne Opfattelse er virk
som paa mange Puncter. Af den følger saaledes —
hvad 0. er den første, der har paavist, — a t medens
det ikke kan tilstedes den, der falder ind under 1.13.
19, a t aflægge Sigtelsesed, maa det derimod antages,
a t der kan paalægges en saadan Benægtelsesed, da
en modsat Antagelse kun vilde gaae ud over den be-
visførende Modpart, eftersom der mangler Hjemmel
til a t stede ham til Sigtelsesed, blot fordi den anden
P a rt ved begaaede Forbrydelser har m istet sin Tro
værdighed som Yidne. A t en aflagt Benægtelsesed
kun har til Følge, a t det fragaaede Factum ansees for
ubevist, men ingenlunde som modbevist, medfører
desuden mange andre Følger, f. Ex. a t Eden kun har
Virkning i den enkelte Sag, hvori den er aflagt, og
for de i den deltagende Parter, a t Procesomkostnin
gerne ikke uden videre kunne paalægges Modparten,
fordi Eden aflægges, men tvertimod maa ophæves i
alle de Tilfælde, hvor Benægtelseseden er paalagt,
fordi Formodning er tilvejebragt af Bevisføreren.
Ved a t gjennemgaae de Tilfælde, i hvilke Parts
Ed efter vor Lovgivning kan benyttes, gjør 0. en
lærerig og temmelig udførlig Excurs, hvis Øjemed er
a t oplyse Læseren om Forskjellen i den Maade, hvor-
paa Pa rts Eden anvendes i den dansk-norske og den
svenske Ret i Modsætning til den romersk-canoniske
sam t den tydske og franske Ret. Navnlig kommer
han her ind paa a t forklare for danske og norske Læ
sere, hvori Edsdelation bestaaer, og hvorledes dette
Institu t i det enkelte er gjennemført i de fremmede
Love, ligesom han underkaster det en klar og upar