166 / 604
og 6. 18. 7 0, dernæst Fid. 14 Mai 1754 § 7 og dertil
hørende Spørgsmaal angaaende dens Fortolkning og
analogiske Anvendelse (exe. non numeratæ pecuniæ),
endelig Frd. 29 Mai 1750 §8, med Hensyn til hvilken
bemærkes, a t 0. henregner den der omtalte Ed til Be
nægtelsesed. Alle de Spørgsmaal, hvortil de nævnte
Lovbud give Anledning, forsaavidt angaaer Parts Ed,
undersøges og besvares ikke blot udførligt og udtøm
mende, men med en saadan Klarhed og Skarpsindig
hed, a t de maa siges a t være bragte i alt væsentligt
til endelig Afslutning. Det har i den lange Periode,
som er hengaaet siden heromtalte Afhandling blev
skreven, vist sig, a t der for Ø.s Efterfølgere ikke har
været synderligt andet a t gjøre end, tildels i afkortet
Form, a t sammenstille paa en anden Maade eller i en
anden Orden, hvad der allerede af ham er givet.
I den anden Afdeling, som er meget kort, nævner
0. en Mangfoldighed af Lovbud, i hvilke Sigtelsesed
ikke, saaledes som man efter 1. 14. 7 skulde vente,
fordres, naar Modparten har undslaaet sig ved a t af
lægge Benægtelseseden; men med Hensyn til en Del
af disse oplyser han, a t den nævnte Omstændighed
kan forklares derved, a t Sagsøgeren ingen personlig
Kundskab har om det, hvorpaa det kommer an, da
det er et subjectivt Moment hos Gjerningsmanden,
medens det paa den anden Side maa erkjendes, a t
der blandt de nævnte Lovsteder ogsaa er en Del, i
hvilke ingen særdeles Grund kan angives til, a t den
subsidiære Sigtelsesed er opgivet. Paa den anden Side
erindrer han om, a t der er adskillige Lovbud og der
9 I Forbindelse med disse omtaler 0. flere Tilfælde af Be
nægtelsesed, som han dog selv erkjender ioi snaieie at
være A rter af juramentum calumniæ, f. Ex. N. L. 5. 3. 7,
D.
L. 1. 13. 27, N L. 28, Frd. 4 Marts 1690.