170 / 604
163
hermed hjemledes overordentlig Strafs Anvendelse
paa den Mistænkte, og endelig fremhæves som et
aldeles afgjørende Argument, a t danske Forordninger,
der ere yngre end de omtalte slesvigske og holstenske
Forordninger, gjøre Brug af Benægtelsesed i Straffe
sager, uagtet der er Tale om større S traf end Bøder
eller Konfiskation, f. Ex. Frd. 18 April 1781 § 3 og
PI. 6 Juni 1788 § 2.
Idet 0. saaledes mener, a t Benægtelsesed i Straffe
sager ikke kan nægtes Anvendelighed hos os, under
søger han endvidere, hvilken Virkning Undladelse af
a t aflægge Eden maa have, og han kommer herved til
det Resultat, a t uagtet det flere andre Steder er Re
gel, a t en mindre S traf end den almindelige anvendes
mod den, som kun fældes ved sin egen Vægring ved
a t sværge, og ikke paa den sædvanlige Maade er lov
lig overbevist om Forbrydelsen, kan dette ikke i Man
gel af Lovhjemmel antages hos os os, men det maatte
her være Regel, a t Lovens fulde S traf blev a t paalægge
den, der nægtede a t aflægge Eden, ganske ligesom den,
der var fældet ved egen Tilstaaelse.
Imidlertid udviklede Praxis sig senere mere og
mere bestemt i den Retning a t udelukke Brugen af
Benægtelsesed i egentlige criminelle Sager, og der fore
ligger ogsaa et Bevis for, a t dette senere er aner-
kjendt af 0
,
thi da det under de foreløbige Forhand
linger om Frd. 8 September 1841 af Højesteret blev
henstillet, om der ikke tillige maatte være Anledning
til a t hæve Benægtelsesed i criminelle Sager, saaledes
som det allerede for længere Tid siden var sket i
Hertugdømmerne, blev der i de Stænderne forelagte
Motiver til Anordningen, paa hvis Affattelse 0 . har
havt den vigtigste Indflydelse, bl. a. bemærket, a t „der
ingen særdeles Trang var til en saadan Bestemmelse,
da man i en meget lang Række af Aar ikke havde
i r