173 / 604
166
diske Antagelser. Den nærmere Udvikling heraf er
givet i en af 0 . forfattet Dom i en Søassurancesag fra
Aaret 1808, som findes i Jur. Arch. 16 B. S. 171—177 med
Note, hvor han udførlig kommer ind paa a t begrunde den
omtalte Sondring og anvender den paa det foreliggende
Tilfælde, ligesom han ogsaa senere henviser til denne
Udvikling dels i Jur. Tidskr. 13 B. 1 H. S. 167 ff. dels
i Jur. Tidskr. 3 B. 1 H. S. 212 0. Ligeledes har han
overfor ældre urigtige Meninger godtgjort, a t Dommen
kun binder Sagens Parter, men ikke Trediemand.
I Afhandlingen om Intervention i Juridisk Tidskrift 2
Bind 2 Hefte Side 15—16 gjorde han først gjæl-
dende, a t den mellem de oprindelige Parter faldne
Dom ikke kunde være bindende for Trediemand og
nøde denne til a t intervenere for a t beskytte sin
Eet, sam t a t Appel derfor ikke var det eneste Retsmiddel,
Trediemand havde mod en saadan Dom, og ved den
Lejlighed gjendrev han i Forbigaaende Brorsons og
Hurtigkarls urigtige Mening, a t Udlæg paa offentligt
Skifte ifølge D. L. 5, 6. 1 var bindende for Tredie
mand og kun kunde angribes ved Appel2). Senere kom
han tilbage til denne Sag i en lille Afhandling i Jur.
Tidskr. 3 B. I H . S. 212—218, hvori han finder sig
foranlediget til a t fremdrage nogle flere Beviser for
Sætningen om, a t Domme og andre Retshandlinger
ikke forbinde Trediemand, uagtet „mange indsigtsfulde
theoretiske og practiske Ju riste r“ dengang endnu
') Disse Grundsætningers Anvendelse paa Forholdet mellem
Straffesagen og Civilsagen angaaende Forbrydelsens flets-
virkninger, omhandler 0 . i Arch. f. Eetsv. 6 B. S. 259 ff.,
jfr. med Nyt jur. Arch. 29 B. S. 16—19.
2) Denne Fortolkning af D. L. 5. 6. 1 modsagde 0. iøvrigt
allerede i Anmeldelsen af Hurtigkarls private Eet i Nyt
jur. Arch. 14 B. S. 182.