177 / 604
170
forhjælpe den Vindende til Erstatning for de ham
paaførte Omkostninger, saa udtalte den det dog ikke
som en ubetinget Regel, a t ingen Retsvildfarelse
skulde kunne befrie den Tabende for a t ersta tte Mod
parten Processens Omkostninger, men det overlodes
til Domstolene i ethvert enkelt Tilfælde a t afgjøre
Spørgsmaalet i Overensstemmelse med de i Landsloven
forekommende Regler, der efter den skete Forandring
i Frd. 23Decbr. 1735 igjen traad te i fuld Virksomhed“.
Det viste sig nu, a t om der end i Begyndelsen, efter
a t Frd. 11 August 1819 var udkommet, brugtes en
noget større Strænghed i a t paalægge Procesomkost
ningerne, varede dette dog ikke længe, og den gamle
Sædvane, i Reglen a t ophæve Processens Omkostnin
ger, blev snart igjen herskende. Dette gav
0.
Anled
ning til atte r a t underkaste sin tidligere Lære en Re
vision, navnlig forsaavidt som han med Weber havde
antaget, -at Tvivl i Henseende til Retsspørgsmaalet i
Sagen ikke efter almindelige Grundsætninger kunde
afgive tilstrækkelig Aarsag til a t ophæve Processens
Omkostninger, og dette ivæ rksatte han ved en ny
vidtløftig Omarbejdelse af den ældre Afhandling om
Procesomkostningerne, der blev optaget i Archiv for
Retsvidenskaben 5 D. S. 355—430 (fra Aaret 1828).
Her modificerer han væsentlig den tidligere yttrede
Mening og gjør tvertimod gjældende, a t Retsvildfarelse
ifølge Sagens Natur efter Omstændighederne kan af
give en Grund til a t ophæve Procesomkostningerne,
og navnlig kommer han til det Resultat, a t vor Ret
i al Fald hjemler dette i flere Tilfælde, i hvilken Hen
seende et afgjørende Argument søges i 1. 6. 13, da
der af denne Artikel formentlig kan sluttes, a t det
ikke er d en a lm i n d e l i g e R e g e l, a t den, der taber
Sagen i Appelinstantsen, skal erstatte Modparten Pro
cessens Omkostninger, naar han i det Hele eller til