181 / 604
174
havde afgivet deres Mening saa fuldstændigt og or*
dentligt, som de efter hedste Overbevisning formaaede.
Kun over Formalitets- og Realitetsspørgsmaalet kunde
efter disse Forfatteres Mening afsondret Yotering for
dres, saaledes a t de Dommere, der vare overstemte i
Formalitetsspørgsmaalet, ikke kunde vægre sig ved
subsidiært a t afstemme i Realiteten, fordi de havde
stem t for Afvisning og derfor oprindeligt slet ikke ud
ta lt sig om den. Men over Realiteten kunde der ikke
affordres de Dømmende nogen subsidiær Votering, og
— som det synes — mente de nævnte Forfattere, a t
dette ikke blot gjaldt
0111
Skyldspørgsmaalet i en
Straffesag, hvor det er almindelig anerkjendt, a t der
ikke kan af kræves den, der har frikjendt Tiltalte,
nogen subsidiær Votering paa Grundlag af, a t han
anses for skyldig, men ogsaa om alle de forskjellige
Modaliteter i en civil Sags Afgjørelse.
Var Civilprocessens L iteratur før 0 s Tid mager
og utilfredsstillende, gjaldt det i endnu højere Grad
om Criminalprocessens. Vel havde Lovgivningen be-
skjæftiget sig forholdsvis meget med denne sidste
(Frd. 21 Mai 1751, 3 Juni 1796, 9Cap., 8 Marts 1799),
men uagtet dens overordentlige Vigtighed blev der
kun skjænket den ringe Opmærksomhed af Forfat
terne. Den blev behandlet som et enkelt Capitel af
eller Anhang til Civilprocessen1). I det Hele tage t
4) Hos Nørregaard udgjør Criminalprocessen kun et Capitel,
det 38de, og der offres i det Hele 13 Sider derpaa, me
dens der til Læren om Civilarrest alene anvendes 23
Sider.