185 / 604
178
hvervelse cif de i lians Værge fundne stjaalne Ting,
naar han nemlig har brugt en aldeles aaben Frem-
gangsmaade under sin Besiddelse saavel i Almindelig
hed, som efter a t det var bleven bekjendt, a t Tingen
skulde være stjaalen“, og som Begrundelse herfor an
føres, a t „her ere de Grunde, hvorpaa Lovens almin
delige Bud om uhjemlet Besiddelse er bygget, uan
vendelige, og den Sigtedes Uskyldighed endog rimeligere
end hans Skyld“. Om der end fra et rent Lovfortolk-
ningsstandpunct kan være betydelig Tvivl, om det la
der sig forsvare saaledes a t frafalde Fordringen paa, a t
den Tiltalte, for a t opnåae Befrielse, /fekal kunne opgive
Hjemmel og i al Fald til en vis Grad skaffe Formod
ning for Rigtigheden heraf, er det sikkert, a t Udvik
lingen er gaaet i den af 0. betegnede Retning, og a t
Praxis var inde paa denne Yej, allerede førend den
Synsmaade, hvorefter Tiltalte bør frifindes, selv om
han ikke kan oplyse sin Hjemmel, naar andre Om
stændigheder svække det i den uhjemlede Besiddelse
liggende Bevis, fik udtrykkelig S tø tte i Frd. 8 Sept.
1841 § 6.
Overhovedet er 0. den første, der i vor L iteratur
har givet Læren om det extraordinære Tyvsbevis
en videnskabelig Behandling, og det bør fremhæ
ves, a t her foreligger et af de Tilfælde, i hvilke hans
practiske Dommervirksomhed, ved a t give ham Stoffet
til Overvejelse og til Kritik af ældre Meninger, har sat
ham i Stand til a t bringe Theorien videre og berigtige
gængse Vildfarelser. Efter som Indledning a t have
udførlig drøftet det dengang for tvivlsomt ansete
Spørgsmaal, om nogen kunde fældes for Tyveri efter
egen Tilstaaelse, naar ingen Ejer af de stjaalne Koster
kunde udfindes1), og efter a t have paavist, a t denne
J) Om Tyveri S. 274-287.