190 / 604
183
ning, a t et fuldkomment Bevis for Tiltaltes Skyld1)
aldrig kunde bygges paa Indicier, men a t dertil ud-
fordredes egen Bekjendelse eller i Mangel heraf Yidne-
bevis, en Anskuelse, som vistnok havde sin Oprindelse
fra Const. Carol. Crim. Artikel 22, og som derfra var
kommen ind i Doctrinen, gjennem hvilken den atte r
var gaaet over i flere af de vigtigste tydske Staters
Particularlove2).
Imidlertid blev det dog efterhaan-
den anerkjendt, skjøndt ikke uden Modsigelse og Strid,
a t Beviset for Tiltaltes subjective Skyld (navnlig om
der var handlet doløst eller blot culpøst) m aatte kunne
føres ved indirecte Bevis eller Bevis ved Følgeslut
ninger fra de Gjerningen ledsagende ydre Omstændig
heder3), ligesom det ogsaa, især siden S t ü b e l s be-
kjendte Skrift „über den Thatbestand des Verbrechens“
(jfr. dettes § 355 ff.), blev anerkjendt, a t Beviset for
corpus delicti, navnlig forsaavidt herved bliver Spørgs-
maal om Causalsammenhængen mellem en Gjerning
og den derved frembragte udvortes Følge, maa kunne
*) Derimod betvivledes det ikke, at et Defensionalbevis kunde
føres ved Indicier.
2) Den af de Fleste antagne Mening gik ud paa, at Const.
Carol. Crim. Art. 22 ikke tillod at domfælde paa Indicier,
men kun tillagde disse den Virkning, at den Sigtede
kunde underkastes Tortur, jfr. Feuerbach Lehrbuch des
peinl. Rechts § 568, Stübel Thatbestand des Verbre
chens § 257 o. m. fl. Dog blev der rejst Tvivl
om Rigtigheden af denne Forstaaelse og nogle, f. Ex.
G-rollmann, vilde i den nævnte Årt. af Const. Carol. Crim.
kun se et Forbud mod at dømme uden tilstrækkeligt Be
vis, men ikke imod at dømme paa aldeles afgjørende In
dicier, jfr. Grundsätze der Criminalrechtswissenschaft §
451b og § 501.
3) Herom udtaler 0. sig ved mange Lejligheder, men som
et Hovedsted i denne Henseende kan henvises til Euno-
mia 2 B. S. 244 ff.