188 / 604
181
for Bestemmelsen i Frd. 8 Septbr. 1841 § 6. A t ø.
ogsaa indsåa og fuldtud erkjendte det, fremgaaer af
hans Y ttringer i Af m it Livs og min Tids Historie 1
B. S. 205 Noten.
Som et Bevis paa Ø.s klare og fordomsfrie Blik
bør det her bemærkes, a t han, dengang der udarbej
dedes Forslag til den senere som Lov udkomne Frd.
af 8 Septbr. 1841, gjorde gjældende, a t der naar Indicie-
beviset skulde ordnes og hjemles ved ny Lov, ikke
burde være Tale om a t opretholde det Bevis, der
søgtes i den uhjemlede Besiddelse af stjaalne Koster,
i „anden Kraft end den, der efter almindelige Grund
sætninger kunde tillægges samme.“ Det Provindsial-
stænderne forelagte Udkast blev ogsaa indrettet i
Overensstemmelse med denne Ø.s Mening, dog a t
der udtrykkeligt blev lagt en særdeles Yægt paa
den uhjemlede Besiddelse som et vigtigt Indicium.
Men Provindsialstænderne modsatte sig med stor
Pluralitet denne Forandring, fordi de ansaa det for
altfor farligt for Retssikkerheden a t give Slip paa det
Middel til a t faae Tyve og Hælere overbeviste, som
laa i det extraordinære Tyvsbevis, medens de paa
den anden Side mente, a t Domstolenes Varsomhed i
a t anvende Beviset og navnlig i a t bedømme Hjem
melen afgav tilstrækkelig Garanti mod Uskyldiges
Domfældelse. Imidlertid maa man uden Tvivl give 0.
Ret i, a t der er noget unaturligt i a t stille Sagen
saaledes, a t et enkelt Indicium, hvis indvortes Util
strækkelighed er indlysende, skal være i og for sig
nok til a t fælde, og a t der for a t frie den Tiltalte skal
oplyses særlige Omstændigheder til hans Fordel, men
a t det vilde være langt naturligere kun a t behandle
den uhjemlede Besiddelse som ethvert andet nærmere
Indicium og altsaa give Reglen saaledes, a t det ikke
i sig er nok til Domfældelse, men a t der maa komme