187 / 604
180
ikke' maa kjøbe uden a t sikkre sig Beviset for sin
Hjemmel. En væsentlig Mangel ved Ø.s Behandling
af dette Ænine maa derimod søges i, a t han delte sin
Tids Vildfarelse, hvorefter Virkningen af det her omtalte
Bevis var den a t overbevise den Sigtede om Tyveri.
Her har L a r s e n uomtvistelig Fortjenesten af i en
Afhandling i Jur. Tidskiv. 20 B. S. 165 ff. (fra Aaret
1888) a t have oplyst, a t dette beroer paa en Misfor-
staaelse, idet det Ord „Tyv“ og „Tyveri“ lige indtil
Frd. 20 Februar 1789 omfattede ikke blot selve Tyvs
forbrydelsen, men ogsaa enhver A rt af Meddelagtighed
i den og navnlig, hvad der senere er bleven behandlet
som en Forbrydelse for sig, efterfølgende Meddelagtig
hed i Tyveri eller Hæleri, og han har saaledes godt
gjort, a t det nævnte Bevis i og for sig kun er et Be
vis for Hæleri, og a t det, blot forsaavidt særegne
Omstændigheder henpege paa, a t den, der er antruffen
med Kosterne, selv er Gjerningsmanden, kan ansees
for et Bevis for Tyveri. Men iøvrigt henholder Lar
sen sig til Ø.s Fremstilling af de enkelte Bestanddele
af Beviset, der danner den Baggrund, paa hvilken
hans senere Fremstilling i Criminalprocessen bevæger
sig. Kun berigtiger han enkelte Puncter hos O., hvor
den urigtige Mening om Bevisets juridiske Virkning har
indvirket paa Opfattelsen og derved fremkaldt forskjellige
Inconseqventser og uantagelige Resultater, f. Ex. den
dengang antagne, i sine practiske Følger yderst be
tænkelige Sætning, a t den Sigtede altid kunde frie sig
ved a t bevise sit Alibi paa den Tid, Tyveriet blev be-
gaaet, hvorved paagjældende Koster bortkom, en Lære,
der kun har sin Rod i, a t Beviset anses for et Tyvs
bevis, men som ganske bortfalder, naar det rettelig
opfattes som et Hæleribevis. Den Opfattelse, som
fremsattes af Larsen, gjorde sig ogsaa efterhaanden
almindelig gjældende, og den ligger derfor til Grund