175
manglede Forstaaelsen af den principielle Forskjel, som
navnlig gjennem den sidste Halvdel af forrige Aar-
hundrede havde udviklet sig mellem den civile og
criminelle Proces, og som hang sammen med, a t
Strafferetsplejens Udøvelse mere og mere anerkjend-
tes a t være en Staten paahvilende Pligt i Modsæt
ning til den gamle Privatforfølgning, og a t Staten der
for maatte sørge for, a t Forbrydelsen i den alminde
lige Sikkerheds Interesse fik sin Straf, men tillige, a t
ingen blev straffet uskyldig. Herved vare Forskellig
hederne mellem den civile og den criminelle Proces
bievne saa store, a t disse Videnskabsfag med Rette
havde Krav paa a t sondres fra hverandre og behand
les hver for sig, da de i Virkeligheden beherskedes a f
forskjellige Grundsætninger1). Men ikke desto mindre
forekom Levninger af den gamle Sammenblanding
af Civil- og Criminalproces endnu hos Forfatterne paa
Puncter, hvor selve Lovgivningen ikke havde klaret For
holdet saaledes, a t al Tvivl var afskaaret. De fjernere
Conseqventser af de Synsmaader, som ligge til Grund
for Frd. 3 Juni 1796, 9 Cap. og Frd. 8 Marts 1799,
vare ikke dragne, selv hvor det laa forbausende nær.
Saaledes var man ved dette Aarhundredes Begyndelse
endnu ikke paa det Rene med, a t de civilprosessuelle
Bevisbyrderegler ikke lode sig overføre i Criminalpro-
9 Ørsted, der i Lighed med Datidens tydske Forfattere var
stærkt gjennemtrængt af Følelsen for Criminalproeessens
Opgave, ved Statens Foranstaltning at oplyse Sagen al
sidigt og selvstændigt drage Omsorg for, at Retfærdighe
den skete Fyldest til alle Sider, forsvarede derfor den
Opfattelse, at der var et saa nøje Sammenhæng mellem
Criminalrøtten og Criminalprocessen, at denne sidste sna
rere maatte betragtes som et Anhang til den første end
som et Tillæg til Civilprocessen, jfr. Arch. f. Retsv. 3 B.
S. 1—2 og Jur. Arch. 18 B. S. 190.