180 / 604
173
Enstemmighed til enhver Dom eller, som Sætningen
dog af nogle blev indskrænket, til enhver Straffedom,
og paavist, a t denne fra den engelske Jury’s Indret
ning hentede Fordring ikke lod sig anvende paa
Domme i Almindelighed og ikke passede til vore Dom
stoles Organisation, ligesom den ogsaa hvilede paa en
forkert og overdreven Forestilling om den Visheds-
grad, som det er muligt a t skaffe i Retssager, dels
har han, da Fordringen om Enstemmighed i al Fald
ikke efter vor Lovgivning kan opstilles, nærmere un
dersøgt, hvorledes der hos os skal forholdes for a t ud
finde Stemmeflerhed, naar de flere Dommere, hvoraf en
Ret bestaaer, ikke ere enige. Dette er Hovedgjenstan-
den for en Afhandling i Eunomia 3 D. S. 357—431x).
Hvad der især fortjener a t fremhæves ved denne
Afhandling, der helt igjennem bærer Præget af For
fatterens grundige og skarpsindige Tænkning, er, at
han fremsætter den dengang nye Tanke om Nødvendig
heden af en subsidiær Votering, hvorefter de, der ere
overstemte af Pluraliteten, bør, naar denne a tte r deler
sig i flere forskjellige Meninger, hvoraf ingen har det
største Antal af samtlige de Stemmegivende for sig,
hver for sig yttre, hvilken af disse Meninger han, da
hans egen Mening bortfalder som forkastet af Plurali
te ten , in subsidium finder a t fortjene Bifald. Denne
Tanke, der senere, nøjere bestemt og udviklet, har
funden en udbredt Tilslutning og endog Optagelse i en
Mængde nyere Lovgivninger, fandt ingen Anklang hos
os dengang. Det blev saaledes af B a n g og L a r s e n
gjort gjældende, a t en slig subsidiær Votering inde
holdt en Samvittighedstvang mod Dommerne, og a t
disse overhovedet ikke efter vor Lovgivning kunde
være forpligtede til a t votere om igjen, naar de engang
b Jfr. ogsaa Jur. Tidskr. 13 B. 2 H. S. 179 ff.