175 / 604
168
ligen begrundet deri, a t han maa have Adgang til
strax a t gjøre Vidnerne sine Modforestillinger, da han,
naar de engang have aflagt edelig Forklaring, ingen
lunde har samme Udsigt til a t udrette noget under
en ny Af hørelse, da de ved en saadan ville føle sig
bundne ved, hvad de engang have udsagt og beediget.
En vigtig Anvendelse af Læren om, a t Dommen
ikke har Retskraft for andre end Sagens Parter, gjør
0. paa et andet Sted, nemlig forsaavidt han i Euno-
mia 3 B. S. 557 forkaster den Lære, a t Dommeren ex
officio skal undersøge Parternes Competence (den ac-
tive og passive Legitimation til Sagen), og i Modsætning
hertil forsvarer den Sætning, a t Parterne maa være raa-
dige over disse Indsigelser ligesom over alle andre Reali
tetsindsigelser, netop fordi Trediemand, der m aatte være
den rette Vedkommende, ikke præjudiceres derved, a t
Modparten gaaer ind paa a t anse den optrædende
P a rt for den rette l).
Læren om Procesomkostningerne var førend Ø.s
Tid saagodt som slet ikke behandlet i Theorien, hvor
imod der i Praxis naturligvis havde m aa tte t uddanne
sig nærmere Regler herom. Derfor nævner 0. dette
Æmne som et af dem, hvorpaa hans Opmærksomhed
særlig blev henledet ved hans Dommervirksomhed, og
som han paa Grund af dets store Vigtighed for Bor
gernes Retsbeskyttelse tidligt fandt sig bevæget til
a t sysselsætte sig med, jfr. Af mit Livs og min Tids
Historie 1 B. S. 195—200.
I hans første Arbejde over Æmnet, nemlig Af
0
&■
synes ikke at drage i Tvivl, at exceptio rei v. actoris
incompetentis ere Realitetsindsigelser; først senere blev
en anden Opfattelse ifølge en uberettiget Overførelse af
tydske Procesbegreber forsøgt af Hansen i hans Proces
S. 271 (fra Aaret 1837).