174 / 604
167
(altsaa i 1821) vare indtagne af en Lære, der tillægger
res judicata en mere ud strak t Retsvirkning. Det sy
nes, som
0111
man i den axiomatisk opstillede Regel,
a t „Ustævnt bør være unævn t“, har seet en Forud
sætning
0111
, a t hvad der i en Retssag qvoad factum
blev antaget, maatte, saalænge Dommen var usvæk
ket, være bindende for andre, mod hvem der af det
antagne Factum kunde udledes juridiske Følger, ihvor
vel man dog, som 0. bemærker, til Lykke ikke i
Praxis fulgte denne Sætning i dens hele Udstrækning.
Det paavises da, a t ligesom det vilde være stridende
mod Sagens Natur a t tillægge en Dom eller anden
Retshandling Virkning for andre end Sagens Par
te r, saaledes er dette ogsaa uoverensstemmende
med den danske Lovgivning. Til Bevis herfor anføres
ikke blot 5. 6. 1, hvis Ord ikke naturligen kunne for-
staaes anderledes, men tillige flere andre Lovbestem
melser om Arv og Skifte, saasom 5. 2. 18, N. L. 5.
2. 90, Rescr. 25 Aug. 1752 o. fl., af hvilke det frem-
gaaer, a t den paa Skifte forbigaaede Arving kan søge
sin Lod a prima instantia hos de andre Arvinger, til
hvem den uretligen er bleven udlagt, og ikke behøver
a t appellere Skifteslutningen.
Den eneste tilsyne
ladende Indvending, som kunde gjøres imod Sætningen
om, a t Domme og andre Retshandlinger ere uforbin
dende for Trediemand, finder 0. i Lovbestemmelserne
om Indvarsling til Thingsvidner i D. L. 1. 4. 1 og 1.
18. 12 og 13; men han fjerner denne Indvending ved
at paavise den Forskjel, som formentlig maa være
mellem et Tingsvidne, der har sin Beviskraft i og
for sig, og en Retsdom, som kun bestemmer, hvad
der efter den førte Procedure er Ret, ligesom han gjør
opmærksom paa, a t Forlangendet om, a t enhver
Trediemand skal stævnes, til hvis Skade noget kan
blive forklaret under Yidn eforhøret, ogsaa er natur-