178 / 604
dels har havt åen underordnede Rets Dom for sig:,
0 . fremhæver udtrykkeligt, a t man ikke a f 1, (h 13
kan slu tte ," a t det aldrig bør paalægges den Part,
som tabei* i Appelinstantsen, a t betale Procesomkost
ningerne, naar han i den underordnede Instan ts har
Yimclet Sagen i det Hele eller for en Del: han
har tvertimod paavist, a t det Modsatte i visse Til
fælde maa antages og ogsaa er bleven antaget endog
førend Ophævelsen a f Frd. 28 Decbr. 1785, f. Ex. naar.
en i første In stan ts til Følge tage t Benægtelse af
Overrettfn. anses for a t være løgnagtigen frem sa t;
men ban mener a t kunne med Føje slutte a f 1. 6. 13,
a t det ikke kan være a lm i n d e l i g R e g e l, a t den,
der taber i Appelinstantsen, skal betale Processens
Omkostninger, hvilket det m aatte være, naar vor Ret
virkelig fulgte den Grundsætning, a t Retsspøxgsmaa-
lets Tvivlsomhed ikke kunde befrie herfor. Men i For
bindelse hermed gjør 0. gjældende, a t ikke enhver
Tvivl in jure bør være tilstrækkelig til a t foranledige
Ophævelse af Procesomkostningerne, men kun en vir
kelig og alvorlig Tvivl. Andet eller mere kan ikke
sluttes af 1. 6. 13, der kun statuerer, a t den, der har
hav t den underordnede Rets Mening for sig, ikke skal
erstatte Modparten Processens Omkostninger, fordi
han faaer den overordnede Rets Mening imod sig.
Derfor billiger han ikke den overdrevent store Lemfældig
hed, hvortil vor Retspraxis er tilbøjelig, idet næsten
enhver nok saa ringe Tvivlsgrund in jure anses for
tilstrækkelig til a t foranledige Procesomkostningernes
Ophævelse.
Imod denne ø .s Lære om Procesomkostningerne
kan der rnaaske gjøres Indvendinger, og jeg for
mit
Vedkommende vilde være mest tilbøjelig til i det Ueli
a t foretrække de i den ældre Afhandling i Jur. Arch,
13 B. indeholdte Opfattelser, ligesom der og imod