183 / 604
176
cessen, og a t det navnlig ikke gaaer an a t paalægge
Tiltalte eller hans Forsvarer a t føre Beviset for de
særlige Straffritagelses- eller Strafnedsættelsesgrande,
som anføres til hans Fordel, med den Virkning, a t
han domfældes, naar saadant Bevis brister, ligesom
man — hvad der forekommer os endnu besynderligere
— ikke heller var kommen til klar Indsigt af, a t den
civilprocessuelle Opfattelse af Tilstaaelsen som et
Samtykke til, a t en factisk Omstændighed i Sagen
maa antages a t forholde sig paa en vis Maade, ikke
kan gjælde i Criminalprocessen, men a t Tilstaaelsen
der kun har Betydning, forsaavidt som den fører til
Forvisning om, hvad der i sig selv er sandt, og saa-
ledes navnlig ingen Vægt kan have, naar den ikke
angaaer Omstændigheder, hvis rette Sammenhæng er
den Tilstaaende personlig bekjendt. Paa disse Puncter
er den nyere Opfattelse, hvis Rigtighed senere ikke
er bleven betvivlet, først gjort gjældende af L a s s e n
og Ø r s te d . Begge disse Mænds Virksomhed supple
rede i den Henseende gjensidig hinanden, saa a t det
ikke lader sig med Bestemthed angive, hvormegen
Del hver især af dem har havt i a t gjøre de rigtige
Anskuelser gjældende. Men nærmest maa det vel siges,
a t medens Bevisbyrdelæren i Criminalprocessen først
blev fremstillet af Lassen1), var det Ørsted, som satte
Tilstaaelsers og Indrømmelsers Betydning i det rette
Lys. Anledningen hertil blev nogle Retssager, hvori
det Spørgsmaal forekom, om Ejendomsbeviset kan bort
falde ved det extraordinære Tyvsbevis, fordi Tiltalte,
medens han erklærer a t have modtaget Kosterne af
') I denne Henseende maa især fremdrages en Afhandling
af ham „Kan man i Henseende til onus probandi følge de
samme Grundsætninger i criminelle Sager som i civile?“
i Jur. Maanedstid. f. 1802. 1 D. S. 411, 560 ff.