ASØrstedsBetydning

169

handlingen i Jur. Arch. 13 B. S. 1—45, (fra Aar 1807)

kom han til det Resultat, a t A. D. W e b e r havde

Ret, naar han i sit berømte Skrift „Ueber Prozeskosten,

deren Vergütung und Compensation“, der kom til a t ud

øve en saa afgjørende Indflydelse i Tydskland, gjorde

gjældende, a t ifølge Sagens Natur Procesomkostnin

gerne bør paalægges den Tabende, naar de Tvivl, der

have været Gjenstand for Proceduren, alene angaae

Retssætningerne og deres' Anvendelse i det forelig

gende Tilfælde, men a t dette i sig retfærdige Resultat

dog ikke kunde antages hos os paa Grund af Forordn.

23 Decbr. 1735, der formentlig hjemlede en lignende

Grundsætning, som den, der til en vis Tid var antagen i

den romersk-tydske Proces, nemlig a t Procesomkost

ningerne kun kunde idømmes i Tilfælde af Trættekjær-

hed (som en A rt poena temere litigantium). Derimod

antog 0., a t Webers Mening, a t den Tabende skal

betale Procesomkostningerne ogsaa i de Tilfælde, hvor

Tvivlen under Sagen har angaaet den factiske Sam

menhæng, ikke er rigtig, forsaavidt det læres, a t

den, hvem det ikke lykkes a t føre det fuldstændige

Bevis, hvoraf hans Ret er afhængig, ubetinget skulde

erstatte Modparten Processens Omkostninger, hvor

imod han billiger den anden herom af Weber opstil

lede Sætning, a t den, der har nægtet et ham person

lig bekjendt Factum, som ikke destomindre ved Dom

men anses for bevist, bør udrede Processens Omkost

ninger. Som -Medlem af Cancelliet bragte 0 . en Lov

i Forslag, der senere udkom som Frd. 11 Aug. 1819,

om hvis Hensigt han siger „Skjøndt denne Forordning,

idet den indskrænkede Anvendelsen af bemeldte Mulet

(for unødig Trætte), tillige havde for Øje a t bortrydde

den Hindring, som Forbindelsen mellem Muleten og

Tilsvar af Processens Omkostninger i Tilfælde, som

ikke begrundede en Undtagelse, lagde i Vejen for a t