195 / 604
188
nings Fortrin og Mangler i al Fald aabnede Øjnene for,
a t der, selv om man ikke vilde betroe Domafsigelsen
til ulovkyndige Privatmænd, og selv om den burde for
blive i de retslærde Statsdommeres Hænder, maatte
indrømmes disse en langt større Frihed i Bevisets Be
dømmelse end hidtil, om man end ikke vilde ganske
bortkaste alle Bevisregler. R
Til disse ydre Impulser kom, a t den fra Philoso-
phiens Udvikling hidrørende klarere Forstaaelse af den
juridiske Visheds Relativitet førte i samme Ret
ning. Det blev fra den rene Begrebsudviklings Side
paavist, a t den juridiske Vished ikke var og ikke
kunde være andet end en Gren af den almindelige
historiske Vished og altsaa ingen absolut, Muligheden
af andet udelukkende, Vished, men kun en saa høj
Grad af Sandsynlighed, a t man ifølge de menneskelige
Livsfoiholds Beskaffenhed maa lade sig nøje dermed,
og a t dei ikke kan angives noget almindeligt Kjende-
mærke paa, a t juridisk Vished er opnaaet, men a t
herfor ikke kan opstilles nogen anden Maalestok, end
a t Dommeren finder sig overbevist.
3) I „Prøvelse af de Rigsforsamlingen forelagte Udkast tii
Grundlov og Valglov“ S.
292
ff. giver
0 .
en historisk Ud
sigt ovei sin Stilling til Jury-Spørgsmaalet, og paaviser,
at han oprindelig optraadte som en ivrig Beundrer af
denne Indretning, dog uden tilstrækkeligt at kjende den
i det enkelte, at han senere, da han nøjere satte sig ind
i dens Ejendommeligheder og i de Spørgsmaal, den frem
kaldte, indsaa, at den ved Siden af Fordele ogsaa frembød
stoie Vanskeligheder, men at han aldrig blev nogen prin
cipiel Modstander af den.
I
det anf. 8kr. S.
296
angiver han de
Stedei i Nyt, jur. Arch. og Jur. Tidsskr., hvor han, mest
i Anmeldelser af tremmede Skrifter, har yttret sig om
denne Gjenstand.