ASØrstedsBetydning

194

ikke tilbøjelig til a t henregne til Afsindighed, forsaa-

vidt som herved sigtes til en den crirainelle Tilregne

lighed ophævende Tilstand, andet end de urolige ellei

voldsomme Former og de med aabenbaie Yiangfoie.

stillinger forbundne Former af Sindssygdom. Senere

gik man til den modsatte Yderlighed og rejste Spørgs-

maal om Tiltaltes Tilregnelighed i næsten ethvert

Tilfælde, hvor fornuftigt Motiv til Gjerningen tilsyne

ladende manglede, og der kom en Periode, hvor Læ

gerne vare tilbøjelige til a t forklare Forbrydelserne af

Monomanier'og opstille saadanne Begreber som Mord

mani, Tyvemani o. s. v. (jfr. herom nogle betegnende

Yttringer i Ugeskr. for Retsv. for 1880 S. 116). Om

disse Forhold meddeler 0 . re t interessante Notit

ser i Af m it Livs og min Tids Historie 1 D. S.

220 -29 . Han stillede sig - ligesom i det Hele Ju

risterne — i Modsætningsforhold til den altfor store

Tilbøjelighed hos Lægerne til a t anse Peisonei, dei

vare under Indflydelse af sygelig-urigtige Forestillinger,

for utilregnelige, og han tiltræder for sit Vedkommende

ganske den Opfattelse, som fulgtes af Domstolene,

nemlig a t „hvor den formentlige Sindsforstyrrelse

ikke staaer i Forbindelse med nogen Kjendsgjerning

af legemlig Sygdom eller Desorganisation, ere Læ

ger i Almindelighed ikke bedre end andre fornuf

tige og oplyste Mænd i Stand til a t bedømme

Spørgsmaalet, og a t navnlig de Dommere, som op

tage Forhørene over den Paagjældende, maa kunne

afgive et ligesaa sikkert Skjøn derover som en Læge,

der har langt mindre Lejlighed til a t lære ham a t

kjende, og navnlig end Sundhedscollegiet, der kun har

Acterne a t gaae e fte r1)“. Han mener derfor, a t det,

’) Jfr. herved K a n ts besynderlige Mening, at hv erk en Juri