204 / 604
197
hvilket ogsaa gjentages i § 27, og denne Forudsætning,
mente man,
fortsættes gjennem alle de følgende
Paragrafer. A t Cancelliet ogsaa var inde paa a t op
stille en Adskillelse mellem Delinqvent- og Justits
sager, synes a t fremgaae af Cancelliskrivelse af 17 Juni
1807. Om dette vigtige Æmne fik 0. Lejlighed til at
y ttre sig i en af ham forfattet Betænkning, som i
Aaret 1810 afgaves af Hof- og Stadsretten nærmest an-
gaaende det Spørgsmaal, om der i enhver af det
Offentlige anlagt Sag skal beskikkes Tiltalte en De
fensor. 0 I denne Betænkning gjendriver 0. den ældre
Opfattelse, hvorefter der gjordes Forskjel mellem større
og mindre offentlige Straffesager, og han paaviser, a t der
ikke er nogen Grund til a t indskrænke de i Frd.
8 Juni 1796, 9 Cap., givne Regler til Sager, hvori den
Sigtede er fængslet.
Heller ikke gives der noget
andet Kriterium, hvorefter man uden fuldstændig Vil-
kaarlighed kan dele de offentlige Straffesager i de
større, som kunde benævnes Delinqvent- eller Misgjer-
ningssager, og de mindre, som kunde benævnes blotte
Justitssager. Derfor kom 0. ogsaa til det Resultat,
a t der a f Øvrigheden bør beskikkes en Defensor for
enhver, der af det Offentlige tiltales for en Overtræ
delse af Straffelovene, som ikke kan henføres til
Politiforseelser, saafremt han ikke selv vil og kan be
sørge sit Forsvar, dog a t det, hvor han ikke er fængslet,
ej er fornødent strax og ved Actors Udnævnelse til
lige a t beskikke en Defensor, men a t dette kan ud
sættes, indtil det erfares, om den Tiltalte ikke paa
anden Maade selv besørger sig forsvaret.
Uagtet 0. saaledes opstillede den Sætning som
Hovedregel, a t de samme Procesformer benyttes i alle
Sager, som ved Justits- og Politivæsenets Foranstalt
9 T rykt i Jur. Arch. 26 B. S. 142 og i Arch. f. Retsv. 6 B. S. 407.