210 / 604
203
6 B. 1. c. denne Anskuelse og hævdede, dels a t det
ikke var muligt a t komme fra, a t Instruxerne af 1795
og 1798 indeholdt en virkelig authentisk Fortolkning
af den ældre Lovgivnings Bestemmelser, i hvilken
Henseende han bemærkede, a t D. L. 1. 2. 8 ikke var
nævnet som det Lovbud, der umiddelbart indeholdt
den bindende Forskrift, men kun som et Lovbud, hvori
den herskende Regel var forudsat, hvorhos han op
lyste, a t det ogsaa er historisk vist, a t det var Hen
sigten a t afgjøre Spørgsmaalet i Almindelighed ved de
nævnte Instruxer, dels at, selv om man ikke havde havt
den i dem indeholdte Udtalelse af Lovgiveren, maatte dog
det samme Resultat antages som det med Sagens Natur
stemmende, der derfor maatte gjælde, naar ikke Lov
givningen fastsatte noget andet. S tø tte t paa Ø.s Au
toritet blev denne Opfattelse den gjældende Ret indtil
Grundloven af 5 Juni 1849x). I Forbindelse hermed
undersøger han nærmere, hvad der skal forstaaes ved
„Øvrigheds-Embede“, og medens han paa den ene Side
herfra udelukker Kongen og hans nærmeste raadgivende
Myndighed, Geheimestatsraadet, gjør han paa den an
den Side opmærksom paa, a t ikke ethvert Embede
falder ind under Begrebet Øvrighed, og a t derfor den,
der er forurettet af en Embedsmand, ikke er udeluk
ket fra a t søge Domstolenes Hjælp, naar det ikke
har været en Øvrighedsmyndighed, som blev ud
øvet.
Angaaende Dommere og disses Egenskaber med
deler 0. i Forbigaaende adskillige Bemærkninger i
Hdbg. 3 B. S. 11 ff. og S. 29 ff., hvor han taler om
Embedsmænd i Almindelighed.
Særlig fremhæver
han, hvad der dengang ikke var almindelig er-
9 Jfr. Matzens Statsforfatningsret 3 D. S. 191 ff.