212 / 604
205
i den enkelte Sag, saa a t han enten kan eller skal
vige sit Sæde. Det gjøres her medFøie gjældende, a t
de Omstændigheder, som medføre Inhabilitet hos et
Yidne, i alle Tilfælde maa have samme Yirkning med
Hensyn til en Dommer, og a t Lovgivningen endog i
Overensstemmelse med rigtige Grundsætninger stiller
strøengere Fordringer til en Dommers Sinceritet end
til et Yidnes, hvorfor 0. mener a t kunne udtale, a t
det efter Lovgivningens Grundsætninger og Analogier
ikke kan være tvivlsomt, a t en saadan fjernere Interesse
i Sagen, der ikke •berøver nogen Yidnedvgtighed,
kan komme i Betragtning til a t hjemle Indsigelser mod
en Dommer. Hermed kan sammenholdes, hvad der i
Haandbg. 1 B. S. 293, jfr. 410, bemærkes om analo
gisk Anvendelse af D. L. 1. 13. 15 paa Dommere.
Angaaende Dommeres Ansvar for deres Embeds
handlinger til S traf og til Erstatning og navnlig an
gaaende Fortolkningen af de Lovbud, som indtil den
nye Straffelov gjaldt herom, især D. L. 1. 5. 3, 1. 5. 9
og 1. 24. 35, Frd. 23 Oct. 1700 og Frd. 23 Decbr. 1735
§§ 4 og 5, haves en fortrinlig Afhandling fra Aaret
1815 i N. jur. Arclr. 13 B. S. 120 ff., hvor 0., overfor
den da herskende uklare og tildels urigtige Doctrin
og en temmelig usikker Praxis, med Klarhed og Skarp
sindighed uddrog de rigtige Fortolkningsresultater af Lov
bestemmelserne og derved grundlagde denne hele Lære
saaledes, som den i Theori og Praxis anerkjendtes, indtil
den ved den ovennævnte almindelige borgerlige Straffelov
fik et andet positivt Grundlag, uden forresten a t under-
gaae nogen væsentlig Forandring i Henseende til Prin-
ciperne. Det er 0 ., som k lart har paavist, a t D. L.
1. 5. 3, 1ste Mernbrum, hvorledes man nu end vil forklare
de enkelte Ord og Udtryk i den, omhandler Domme
rens culpa og vel endog kun den grovere, medens 2det
Meinbrum a l e n e angaaer dolus, hvad enten denne be