ASØrstedsBetydning

2 0 6

vises ved særskilte udvortes Facta, f. Ex. Bestikkelse, eller

alene kan kjendes af Dommens øiensynlige Uretfær

dighed, og a t Lovbogen som en Følge heraf opstiller

den Grundsætning, a t Dommeren udenfor særegne lov-'

hjemlede Undtagelsestilfælde ikke straffes for Uagt

somhed, men a t han kun derved paadrager sig E rsta t

ningsansvar, og det endda kun, hvis Uagtsomheden kan

betegnes som grov, men a t han ingenlunde kan drages

til Ansvar hverken i den ene eller den anden Hen

seende, blot fordi Overdomstolene forandre hans Af-

gjørelser. I Forbindelse hermed stiller han de i sig

uklare Bestemmelser i Frd. 23 Decbr. 1735 § 4 i det

rette Lys, idet han paaviser, paa den eneSide, a t det,

trods enkelte uheldige Udtryk i Lovens Text, umuligt

kan antages, a t Frd. angaaer forsætlig Uretfærdighed,

paa den anden Side, a t den kun deri skærper Loven,

a t den indfører S traf for grovere Uagtsomhed i visse

Tilfælde, uden ellers a t forandre Hovedreglen i 1. 5.

3, nemlig a t der ikke anvendes S traf for blot Uagt

somhed.

Hele denne Undersøgelse om Dommeres Ansvar

har en særegen og videre rækkende Betydning, fordi

0 . i den har angivet det rette Synspunct, fra hvilket

Spørgsmaalet om Uagtsomhed bør bedømmes ikke

blot med Hensyn til Dommere og andre Rettens Be

tjente, men ogsaa med Hensyn til administrative Em-

bedsmænd, og derved tilveiebragt Klarhed angaaende

denne vigtige Gjenstand, hvorover der forhen havde

hersket stor Usikkerhed. Han har nemlig paavist, a t

Sætningen „error juris semper nocet“ ikke kan gjælde

overfor Dommere, hvis Hverv det er a t anvende Lo

vene, og som ikke i Tvivlstilfælde kunne afholde sig

fra a t handle eller kunne indhente høiere Ordre, om end

Sagen er nok saa vanskelig og tvivlsom, men a t der

ikke kan paalægges dem Ansvar, medmindre enten