217 / 604
210
clen videre Betydning, hvorefter det indbefatter Special-
jurisdictionerne, forsaavidt de ere begrundede i Hensyn
til Personerne; hans Afhandling medtager derfor
Spørgsmaalet om Omfanget af geistlig og militair
Jurisdiction saavelsom de saakaldte personlig privile
gerede Yærnething i egentlig Forstand ifølge D. L. 1.
2. 11 og 12.
Efter a t have forudskikket nogle Bemærkninger
af mere almindelig historisk Natur om de Synspuncter,
som gjore sig gjældende ved Bestemmelsen af Stedet,
hvor en Forbrydelse bør paatales, underkaster 0. For
skrifterne i Chr. 5. Lov, navnlig 1. 2. 19 og 24, en
nøjere Undersøgelse, idet han dels oplyser Forholdet
mellem disse Artikler indbyrdes og bestemmer dette
derhen, a t 1. 2. 24 kun angaaer det Tilfælde, a t Til
talte er fængslet, hvorimod 1. 2. 19 og det der omhand
lede Valg mellem Gjerningsstedet og Hjemstedet finder
Anvendelse overalt, hvor Tiltalte ikke er arrestabel,
selv om Sagen efter den nyere Lovgivnings Begler
forfølges af det Offentlige, dels paaviser han de For
tolkningsvanskeligheder, som navnlig 1. 2. 24 frem-
byder, forsaavidt som det kunde synes, a t Slutningen af
Artiklen forudsætter Paagribelsesværnethinget, medens
Begyndelsen af den foreskriver Gjerningstedets Yærne
thing, hvilke Vanskeligheder dog for Danmarks Ved
kommende ere hævede ved Frd. 3 Juni 1746 § 4, me
dens der derimod, da denne Frd. kun gjælder for Dan
mark, kunde rejses Tvivl for Norges Vedkommende;
dernæst paavises det, a t der, uanset Beglen i 1. 2.
24 og Frd. 1746 § 4, dog gives visse Tilfælde, hvor
Paagribelsesstedets Værnething efter Sagens Natur og
Lovgivningens'Forudsætninger kommer til Anvendelse,
nemlig naar det er factisk uvist, i hvilken Jurisdiction
Forbrydelsen er begaaet, og naar Forbrydelsen er be-
gaaet udenfor Landets Grændser, men dog skal paa