223 / 604
2 1 6
Hvad angaaer A rrest før Dom og Forbud, har 0.
ydet et Par ikke uvæsentlige Bidrag til Læren herom,
nemlig dels en Afhandling i Jur. Arch. 8 B. S. 152 ff.
og Arch. f. Retsvidenskab 5 B. S. 475 ff. angaaende den
Forsikkring, Reqvirenten af en Arrestforretning i Hen
hold til D. L. 1. 21. 4 har a t tilveiebringe, dels en
Afhandling i Jur. Tdskr. 4 B. 1 H. S. 200 angaaende
det Spørgsmaal, om det staaer til Creditor paany a t
gjøre A rrest eller Forbud, efterat den ivæ rksatte A rrest
eller Forbudsforretning formedelst Mangel af lovlig
Forfølgning er ophævet. Medens det i sidstnævnte
Afhandling drøftede Spørgsmaal neppe kan ansees for
synderlig tvivlsomt, og Afhandlingen derfor egentlig
kun giver en udførlig Begrundelse af en allerede forud
af Høiesteret antagen Mening, har derimod det i den
førstnævnte Afhandling debatterede Spørgsmaal været
anset for et af de tvivlsomste i Arrestlæren, ligesom
det ogsaa er et af de vigtigste, da Conseqventsen af
den Afgjørelse, man træffer, griber vidt om sig. I
Modsætning til B r o r s o n hæ vder0., a t den i 1. 21. 4
omhandlede Forsikkring stilles Fogeden til dennes Be
tryggelse, og a t den kun paa indirecte Maade tjener
Reqvisitus til Beskjermelse, idet Lovgivningen ordner
Forholdet saaledes, a t Fogden bliver personlig ansvar
lig for Arrestens Lovlighed overfor Reqvisitus, men
henvises til a tte r a t dække sig derved, a t han ikke
er pligtig a t foretage Arresten, uden a t der først er
stillet ham fornøden Sikkerhed for dens Følger. Uag
te t dette er en Afvigelse fra de almindelige Regler
om Retsbetjentes Ansvar for deres Embedshandlin
ger, mener dog 0., a t det er den til alle Sider mest
betryggende og derfor bedst med Sagens Natur stem
mende Ordning, da Reqvisitus ingen bedre Garanti kan
faae imod Misbrug af A rrestinstitu tet og for, a t en
virkelig og tilstrækkelig Sikkerhedsstillelse finder Sted,