228 / 604
221
egner sig hertil efter Frd. 17 Mai 1690, undersøger
han i en Afhandling i Nyt jur. Arch. 3 B. S. 1 ff. det
særdeles vigtige og vanskelige Spørgsmaal, hvorledes
denne Forordning re tte st bør forstaaes. Han gaaer
herved ud fra, a t Frd.s dispositive Del ikke giver
nogen tilstrækkelig Veiledning, idet det efter de
brugte Ord nærmest m aatte antages, a t Forordningen
angik alle Kjendelser, der afsiges under Sagens Gang,
uden Forskjel, men a t Nøglen til den rette Forstaaelse
faaes ved a t see hen til Forordningens Grunde, nemlig
a t hindre det Ophold i Hovedsagens Gang, som vilde
afstedkommes ved Interlocutoriers særskilte Paaanke.
Derfor opstiller han det Synspunct for Forordningens
Forstaaelse, a t den kun har Hensyn til de Kjendelser
hvorved Dommeren erklærer sig berettiget til en Virk
somhed, som den ene P a rt har protesteret imod, hvor
imod den ikke angaaer de Eragtninger, hvorved Dom
meren undslaaer sig for a t iværksætte, hvad der af
ham begjæres, og denne Hovedbetragtning udfører han
nærmere ved a t gjennemgaae de vigtigste Tilfælde,
der kunne forekomme. Kjendelser, hvorved Sagen af
vises for visse Deles Vedkommende, kunne derfor sær
skilt appelleres, da de forsaavidt ere endelig afgjørende
og, uagtet de benævnes Kjendelser, i Virkeligheden for
de afviste Puncters Vedkommende ere Domme; der
imod kunne Kjendelser, hvorved Afvisningspaastande
forkastes, ikke særskilt indankes. Kjendelser, hvorved
Udsættelse i Sagen nægtes, kunne ikke særskilt ap
pelleres, men derimod nok Kjendelser, hvorved der til-
staaes Udsættelse imod Modpartens Protest. Kjen
delser, hvorved et Vidnes Afhørelse nægtes eller visse
Vidneqvæstioners Forelæggelse nægtes, kunne paaankes
strax, hvorimod Kjendelser, hvorved Vidneførselen til
lægges Fremme, ikke kunne særskilt appelleres af ved
kommende Part.
Derimod betegnes det som en i