230 / 604
223
Ogsaa kan fremdrages en anden Bemærkning i
her omtalte Afhandling, som dengang ikke var over
flødig, nemlig a t Lovgivningen om objectum appel
labile ligesaavel bør iagttages, naar Interlocutorier
eller andre præliminære Retskjendelser appelleres, som
naar det er en endelig Dom, da en Parts Interesse i
den præliminære Qvæstion ikke kan være større end
den, .Hovedsagen har for ham, en Betragtning, der dog
selvfølgelig kun gjælder Parterne, men ikke Vidner,
der ved deres Protest tilpligtes a t afgive Forklaring.
Læren om Appel i criminelle Sager er i mange vig
tige Puncter bragt fremad ved 0. Ligesom i flere andre
Retninger saaledes har han ogsaa i denne bragt det
til bestem t og virksom Erkjendelse, a t Criminalproces-
sens øiemed er mere umiddelbart re tte t paa den ma
terielle Rets Realisation ved Civilprocessens, og a t
derfor in tet Samtykke, ingen Forsømmelse fra Tiltal
tes Side kan berettige til a t behandle ham haardere,
end han efter Loven fortjener1). 0 . fremhævede derfor
- hvad nu ingen drager i T v iv l—, a t øvrigheden bør
indanke Straffedomme til høiere Ret paa det Offent
liges Vegne, ikke blot naar den antager, a t Domfældte
er bleven behandlet for lemfældigt, men ogsaa naar
den mener, a t der ved Dommen er sket ham Uret,
og det ikke blot, hvor han er umyndig, men ogsaa
ellers, hvor det kan formodes, a t han af Ligegyldighed
eller Ukyndighed har åcqviesceret ved Dommen, jfr.
bl. a. St. Hdbg. 3 B. S. 60 ff.
0 Hvor meget der manglede i, at dette var almindelig erkjendt,
kan sluttes deraf, at endmi S t a m p e antager, at en
Straffedom, forsaavidt ikke nødvendig Appel finder Sted,
kan exeqveres, naar baade Actor og Domfældte erklære
sig fornøiede med den, jfr. Arch. f. Retsv. 6 B. S.
266, Note.