236 / 604
229
det indrømmedes, a t de af Private foranledigede re ts
lige Handlinger og Foretagender med Føje kunde be
lægges med Afgifter, som afgave et passende Vederlag
for selve Forretningerne og derigjennem et Bidrag til
Retsbetjentenes Lønning, ansaa han det for ubeføjet,
a t Retsbetjentene gjennem Retsgebyrerne i private
Sager skulde have den fornødne Løn for de i det Of
fentliges Interesse dem paahvilende Functioner, navnlig
i Henseende til Justits- og Politivæsenet, og naturlig
vis for endnu mere uberettiget, a t der endog udover
dette søgtes Indtægter for Statskassen gjennem Rets-
sportlerne. Dette sidste kom navnlig til a t finde Sted i et
ikke ubetydeligt Omfang i Begyndelsen af dette Aarhun-
drede, idet man under de finantsielle Nødstilstande,
hvori den dansk-norske S tat i Aarhundredets Begyn
delse befandt sig og mere og mere sank ned, greb til
den Udvej a t behandle Retsplejen som et Skatteobject
til Fordel for Statskassen (ved Frdgn. af 21 October
1803 og 25 Januar 1805, men især ved Sp. Regi. 11
Marts sam t Frdngne af 7 og 28 April 1812). Uagtet
heri skete Indskrænkning ved Sp. Regi. 22 Marts 1814,
blev dog dette urigtige Princip ingenlunde hævet ved
denne Lov, men der blev Spor nok tilbage af det, som
i det Væsentlige ere bievne staaende indtil nu. En
Udtalelse i de Roeskildske Stænders Finantspetition
fra 1842 gav vel 0. i hans Egenskab af Generalprocu-
reur og Medlem af Cancelliet Anledning til en omfat
tende Bearbejdelse af Sagen, og han gjorde Forslag til
en bedre Ordning af Sportelvæsenet, som dengang til-
traadtes af Cancelliet, men da Finantsbestyrelsen ikke
troede a t kunne gaae ind paa de Opoffrelser, som der
ved nødvendiggjordes, blev Sagen henlagt. Imidlertid
vedblev O. alligevel a t have Opmærksomheden henvendt
paa denne Øjenstand, og ikke uden Grund udtaler han
Forundring over, a t man ikke senere i Rigsdagen,