235 / 604
228
ledes fastholdt han med endnu større Bestemthed, a t
en endelig Frifindelsesdom ved Højesteret ikke kunde
rokkes, selv om senere det klareste Bevis for Tiltaltes
Skyld m aatte blive tilvejebragt, f. Ex. ved hans egen
Bekjendelse, og a t der end ikke burde meddeles Be
villing til en saadan Sags fornyede Undersøgelse og
Paakjendelse, jfr. i denne Henseende en interessant
Cskr. 6 Marts 1847 med Mote1)-
Spørgsmaalet om Omkostningerne ved Retsplejen
har bestandig været Gjenstand for Ø.s Opmærksomhed.
Han var en Modstander af Tanken om en aldeles fri
Retspleje og hævdede med Hensyn hertil, a t ligesom
der ikke kunde paavises noget Rets- eller Billigheds
krav for de Private paa altid og uden Hensyn til Om
stændighederne a t nyde fri Retspleje, saaledes var det
i sig en uudførlig Tanke a t forsyne Parterne med fri
Sagførerhjælp paa en saadan Maade, a t de hermed
kunde være tjente, og det var af flere Grunde util-
raadeligt a t afskaffe alle Retsgebyrer til det Offentlige,
jfr. herom Afhandlingen om en almindelig fri Retspleje
i Eunomia 8 B. S. 482 ff. Derimod erkjendte han vil
ligt, a t den bestaaende Retssportellovgivning trængte
til gjennemgribende Reform og navnlig i den Hen
seende, a t Retsplejen ikke burde bebyrdes til Fordel
for Statens Finantser i Almindelighed. Thi medens
Sagens Prøvelse ved en højere Ret, uden at Bevilling
i
saa Henseende behøves eller vel endog kan meddeles, jfr.
Ugesk. f. Retsv. 1867 S. 731 736, Højester. Tid. f. 1866,
S. 707-10 og f 1871 S. 582-85.
b Tfr. hermed Dommen i Ugesk. f. Retsv. 1869 S. 425, 1055.