234 / 604
227
kunne gaae ind i dennes Prøvelse, og naar den findes
urigtig, rette den begaaede Fejl til Fordel for Tiltalte,
forsaavidt dens Indflydelse paa den nye Sag angaaer.
Imod denne „humane Sætning“ rejser han Tvivl, idet
han fiemhæver, a t Lovgiveren dog ikke driver sin
Omhu for, a t ikke den Tiltalte ved egen Forsømmelse
skal lide Uret, saa vidt, a t ingen Straffedom m aatte
fuldbyrdes uden Sagens Prøvelse a f den øverste Dom
stol, og a t det derfor ogsaa turde være antageligt, a t
den Dom, der paa anordnet Maade var sat i Fuldbyr
delse, ikke siden uden i al Fald med særdeles Bevil
ling, fremkaldt f. Ex. ved nye udfundne Beviser,
maatte gjøres til Gjenstand for yderligere Prøvelse
ved Domstolene. Han henpeger paa, a t forhen vare
endog criminelle Domme underkastede de samme fa-
talia appellationis som andre Domme, og skjøndt dette
er bleven forandret ved Frd. 25 Januar 1816, er det
dog heraf ingenlunde en Følge, a t ogsaa den Dom, der
efter udtrykkelig Acquiescents er fuldbyrdet eller be
gyndt a t fuldbyrdes, senere skulde kunne underkjendes.
Men naar den ikke i Henseende til sit umiddelbare
Indhold kan være nogen Paaankning underkastet, sy
nes det heller ikke, a t den under en anden Sag kan
være Gjenstand for yderligere Prøvelse. Ligesom han
ansaa det for det Rette, a t en fornyet Prøvelse af en
Straffedom, som var bleven endelig ved Tiltaltes Ac
quiescents og Dommens Fuldbyrdelse, og saaledes maatte
sættes paa lige Linie med en Højesteretsdom, ikke
kunde finde Sted uden ifølge særlig Bevilling1), saa-
6 Denne Ø.s Mening bar vistnok været den herskende ind
til den allernyeste Tid, men den følges idetmindste i
Praxis ikke længere, idet det antages, at Tiltaltes Ac
quiescents og Straffens Iværksæ ttelse ikke er til Hinder for
15*