229 / 604
222
Sagens Natur begrundet og ikke ved Forordningens
Ord udelukket Regel, a t Vidner kunne strax og sær
skilt paaanke Kjendelser, hvorved det imod deres Pro
te st paalægges dem a t forklare. Kjendelser, der ikke
staa i en saadan Forbindelse med Hovedsagen, a t
deres Appel medfører nogen Standsning i denne, an
tages derimod a t kunne paaankes særskilt, naturligvis
forsaavidt ikke specielle Lovbestemmelser tale derimod.
Disse for Domssager og de dertil hørende Retshandlinger
gjældende Regler anvendes ogsaa paa Skifte-, Foged-og
Auctionsproceduren. Denne ø .’s Fortolkning af Frd. 17
Mai 1690, der er optaget a f B a n g o g L a r s e n i Procesmaa-
den § 368, har væ ret almindelig fulgt baade i Theoxi og
Praxis indtil den allernyeste Tid, og naar man fastholder,
hvad der er hans Hovedtanke, turde den nævnte For
tolkning ogsaa være aldeles tilfredsstillende. Thi skjøndt
det ikke fremhæves med udtrykkelige Ord, er det dog
klart, a t hans Tanke er den, a t det ved Bedømmelsen
af, om en under Sagens Gang afsagt Kjendelse kan
særskilt paaankes, bør komme an paa, om den er i
den Forstand procesledende, a t dens Betydning ligger
og ene ligger i dens Indflydelse paa den følgende Be
handling,, hvorimod Kjendelser, der enten ikke kunne
betegnes som procesledende eller, om de end ere dette,
dog ikke paavirke den i Hovedsagen gaaende Doms
Rigtighed eller Gyldighed, falde udenfor Forordningen1).
Overfor ældre Misforstaaelser har 0. gjort opmærk
som paa, a t det naturligvis er en Følge af Forordnin
gen, a t heller ikke det Decret, hvorved Dommeren
nægter Beskrivelse af en Interlocutoriekjendelse, bør
gives særskilt beskreven.
J) Jfr. B. G e tz : Om Paaanke til høiere Ret S. 131, 133 i
Modsætning til D e u n tz e r : Om Appel S. 44.