224 / 604
217
end den, a t Fogeden bliver solidarisk med Reqvirenten
ansvarlig for Arrestens Lovlighed. Denne Opfattelse
har da endvidere til Følge, a t Fogeden selv kan be
stemme Sikkerhedens A rt og Størrelse, uden a t Re-
qvisitus kan stille noget Krav i saa Henseende, og a t
han som en Følge heraf ogsaa kan rent undlade a t fordre
nogen saadan, naar han anseer Reqvirenten for til
strækkelig vederhæftig, medens han paa den anden
Side ikke bliver fri for Ansvar, fordi han ved Arrestens
Iværksættelse har ladet Reqvirenten stille en saadan
Sikkerhed, som fornuftigvis efter Omstændighederne
m aatte ansees for tilstrækkelig betryggende, naar dog
det Modsatte senere viser sig a t være Tilfældet. Denne
Ø/s Forstaaelse af 1. 21.
4
var den almindelig antagne
og uden Tvivl ogsaa den i Praxis gjældende, indtil den
i nyere Tid er bleven bestridt, idet, som bekjendt, baade
B a n g og L a r s e n iProcesmaaden § 220 og S chw e i-
g a a r d i den norske Proces 3 B. S. 30 har forsvaret
en anden Opfattelse. Men foruden dette Hovedspørgs-
maal berører 0. i den nævnte Afhandling flere vigtige
Puncter angaaende de materielle Betingelser for Arrest,
og navnlig efterviser han i Modsætning til Brorson,
a t den Fordring, for hvilken Arrest gjøres, ikke be
høver a t være bevist i 'd e t Øieblik, Arresten fore
tages, da Arrestatus ikke kan føre nogen Anke, „blot
fordi Fordringen den Tid, da Arresten blev iværksat,
var ubevist, naar lovligt Bevis senere (under For
følgningssagen) tilveiebringes, thi han har jo da ikke lidt
Forurettelse og kan altsaa ei erholde nogen Godtgø
relse efter 1. 21.
4;
bliver Fordringen derimod ikke
under Sagens Drift bevist, forstaaer det sig, a t Fogeden
og Impetranten maa være ansvarlige.“ Denne Be
tragtning, hvorefter Arresten kun nægtes Fremme,
naar det allerede for Fogeden oplyses, a t Fordringen
er ugrundet, men der iøvrigt ikke kan fordres noget