227 / 604
220
Til Læren om Appel har 0. i sine Skrifter kun
ydet enkelte mindre Bidrag, men ikke nogen sammen
hængende Fremstilling af større Dele af Æmnet. Der
imod har han, baade gjennem sin Virksomhed som
Dommer i Hof- og Stadsretten, der fraA a re t 1805 til
lige var Overret for Østifterne, og i Høiesteret, saavel
som i sin senere mangeaarige Virksomhed som Med
lem af Cancelliet havt Ledighed til a t udøve Indfly
delse paa Afgjørelsen af en Mængde Spørgsmaal ved
kommende Appel baade af civile og især af criminelle
Sager, og derigjennem' havt en væsentlig Del i Dan
nelsen af den nu gjældende Retspraxis.
De flere urigtige Anskuelser, som i ældre Tid her
skede med Hensyn til Forstaaelsen af Frd. 17 Mai
1690, har foranlediget vigtige Undersøgelser og Be
rigtigelser fra Ø.’s Side. Man var tilbøielig til a t an
tage, a t denne Forordning vel forbød særskilt Appel
af enhver Interlocutoriekjendélse, men a t herfra maatte
gjøres Undtagelse i de Tilfælde, som faldt ind under
D. L. 1. 6. 19. Men i Jur. Arch. 7 B. S. 183-184
gjorde 0. opmærksom paa, a t naar 1. 6. 19 forstaaes
paa den Maade, som dengang var den almindelige,
vilde næsten enhver Interlocutoriekjendelse enten af
den ene eller af den anden af Parterne kunne beteg
nes som en Rettens Fornægtelse eller en voldsom
Tvang og Forurettelse, og da, som han i en Afhand
ling i Jur. Arch. 12 B. S. 26 ff. havde vist, denne
Lovartikel ikke nøder til umiddelbar Indstævning for
Høiesteret, men kun tillader denne, saaledes a t Parten
ogsaa kan vælge a t gaae til Overretten, vilde Frd. 17
Mai 1690 ved en saadan Fortolkning blive saa godt
som uskreven.
Idet 0. derfor gaaer ud fra, a t man ikke ved a t
paaberaabe sig D. L. 1. 6. 19 kan bane sig Adgang
til særskilt a t appellere nogen Kjendelse, som ikke