232 / 604
225
kunne omfatte 1ste og 2den Gang begaaet simpelt
Tyveri. De fornævnte Bestemmelser om nødvendig
Appel angik alle kun Appel fra Underretten til Over
retten ; derimod var nødvendig Appel til Høiesteret, afset
fra Trolddomssager og ostindiske Sager, ikke foreskreven,
ikke engang i Livssager, ihvorvel det i Sager, hvor der vir
kelig kunde blive Spørgsmaal om Execution af Livs
straffen, stadig blev iag ttaget af Øvrigheden a t ind
anke Sagen paa det Offentliges Yegne til HøiesteretD.
I her nævnte Afhandling (jfr. S. 267 Note) hen
ledede 0. allerede Opmærksomheden paa de skrigende
Anomalier, som Lovgivningen om objectum appellabile
i Straffesager frembød, idet efter Loven enhver Sag,
hvorunder legemlig S traf tilfindes, kunde indkomme
endog for Høiesteret, jfr. 1. 6. 18, N. L. 16 („nogens
Person“), medens nyere Forordninger med Hensyn til
adskillige Politidomstole fordrede, at Straffen skulde være
større end 15 Dages Fængsel paa Yand og Brød.
Uagtet det aldeles stred mod Lovgivningens Grund
sætninger a t forudsætte, a t Politiretterne nøde større
Tillid end de almindelige Overretter, og uagtet i Bøde
sager summa appellabilis for deres Yedkommende endog
efter Frd. 6 Septbr. 1805 var lavere end for Landsover-
retterne, mente 0. dog med Føie, a t det ikke gik an
a t udvide de i nævnte Forordninger givne Regler til
a t gjælde i andre Sager, og Anomalien maatte saale-
des blive staaende til Løsning ved ny Lov.
I de angivne Retninger lykkedes det 0 . mange Aar se
nere a t bringe Hjælp ad Lovgivningsveien, nemlig ved PI.
0 En anden Sag var, at det ved Rescr. 28 Mai 1785, jfr.
Rescr. 22 April 1758, var befalet, at ingen Dødsstraf, enten
efter Overrets- eller Høiesteretsdom, maatte fuldbyrdes,
med mindre Sagen først havde været Kongen forestillet.
A. S. Ørsteds Betydning.
15