231 / 604
224
Angaaende den saakaldte nødvendige Appel, som
finder Sted i Domfældtes Interesse, selv om hverken
øvrigheden eller Domfældte selv m aatte finde Anledning
til a t beklage sig over Dommen, haves der en Afhandl,
af 0. i Archiv f. Retsvidensk. 6 B. S. 265 ff., hvori
han tillige i Forbigaaende herører flere andre Puncter
vedkommende Appel i Straffesager. Det var efter den '
ældre Ret, som gjaldt i Danmark indtil Frd. 16Decbr.
1840 og i Norge indtil L. 17 Marts 1866, ikke klart, i
hvilke Tilfælde nødvendig Appel fandt Sted, og navn
lig herskede der Tvivl med Hensyn til nogle af de
i practisk Henseende vigtigste.
Thi medens det
uden Betænkelighed antoges, a t Frd. for Norge af
19 Aug. 1785 maatte anvendes ogsaa i Danmark, for-
saavidt den udvidede D. L. 1. 24. .51, N. L. 22. 53
og Frd. 31 Marts 1719 derhen, a t Overrettens Confir-
mationsdom skulde søges, før end en Underretsdom
exeqveres, hvorved nogen er fældet paa Ære, Boeslod,
Fred eller visse Aars Arbeide, hvilket sidste Udtryk
strængt taget omfatter ethvert Tilfælde, hvor to eller
flere Aars Arbeide er idømt, fremkaldtes der i Sær
deleshed Tvivl ved den Forandring, som den nævnte
Frd. undergik ved Frd. 13 Jan. 1747 § 2, jfr. § 3, idet
der, dersom denne sidste Lovbestemmelse skulde an
tages a t give udtømmende Regler for Tyveries Ved
kommende, kom til a t mangle Regel for, hvorledes
der skal forholdes ved Domme for gjentaget ringe
Tyveri. Medens S tam p e antog, a t Frd. 13 Jan. 1747
m aatte medføre, a t Appel ikke var nødvendig, naarnogen
var dømt til en taalelig Straf, hvortil han henregnede
Tugthusarbeide i indtil 8 Aar, mente 0. med Rette, a t
en saa ubestem t Anvisning ikke kunde opstilles, men
a t man maatte anse Frd. 19 Aug. 1735 § 2 for Regel,
kun med den i Frd. 13 Jan. 1747 § 2 gjorte Undta
gelse, som han antog efter den nyere Lovgivning a t