215 / 604
208
sv a re t1). A t der ved Siden af disse almindelige Reg
ler om Dommeres Ansvar er givet en Del særegne For
skrifter, som ubetinget sætte S traf for enkelte bestemte
Forglemmelser eller Forsømmelser, f. Ex 1. 5. 8, 13,
19, Frd. 3 Juni 1796 §§ 33 og 35 o. fl., er naturligvis
ikke overseet, men ogsaa disse ere gjorte til Gjen-
stand for Behandling, og deres Indhold og Rækkevidde
omhyggelig bestemt. I Slutningen af den citerede Af
handling behandles det practisk vigtige Spørgsmaal,
hvorledes det forholder sig med Bevisbyrden i Sager,
hvor Erstatning søges hos en Retsbetjent i Anledning
af begaaede Feil i hans Embedsforretningers Udførelse,
og det paavises i saa Henseende, a t ogsaa her den
almindelige Regel maa gjælde, hvorefter det ikke er
nok, a t der sees a t være begaaet en tilregnelig Feil
a f Dommeren, som ifølge sin almindelige Beskaffenhed
er egnet til a t paadrage Erstatningspligt, men det maa
være dens Sag, der søger Erstatning, a t bevise, a t den
lidte Skade virkelig kan henføres til den begaaede
Feil som dens Aarsag, og det kan ikke paahvile den
feilende Retsbetjent a t bevise, a t der ingen Causalitets-
forbindelse er mellem Feilen og den indtraadte Skade,
medmindre særlige Lovbestemmelser opstille en For
modning i denne Retning.
Angaaende Rettergangsfuldmægtige og navnlig
Sagførere har 0. paa flere Steder havt Leilighed til a t
gjøre Bemærkninger, som have faaet Indflydelse paa
Doctrin og Praxis.
Saaledes har han i en af ham affattet Hof- og
Stadsrets-Betænkning fraA a ret 18072) nærmere udtalt
sig angaaende det practisk vigtige Spørgsmaal, hvor
vidt Sagførernes Eneret til a t udføre andres Sager for
9 Jfr. en Afhandl, i Arch. f. Retsv. 5 B. S. 491 ff.
2) T rykt i Arch.
t.
Retsv. 6 B. S. 394 ff.