216 / 604
209
Retten strækker sig, og navnlig har han opstillet og
begrundet den Mening, som senere altid er bleven
fulgt i Danmark1), nemlig a t Sagførernes Eneret kun
strækker sig til a t give Møde i Retten for andre, men
a t det derimod ikke kan formenes Parterne a t lade
Indlæg og andre Processkrifter forfatte af hvem de
ville, naar de kun produceres i Retten enten af Parten
selv eller en til a t gaae i Rette for ham ved den paa-
gjældende Domstol berettiget Person. Endvidere har
0. i sine Bemærkninger om Fuldmagt i Hdbg. 6 B.
paa flere Steder berørt Spørgsmaal, som ere af Vig
tighed med Hensyn til Sagførere. Saaledes angaaende
hvorledes en Sagfører skal legitimere sig som antaget
til a t føre en Sag, 1. c. S. 32, angaaende Udstræk
ningen af det Mandat, som i Mangel af udtrykkelig
Tilkjendegivelse maa antages a t være givet Sagføreren,
1. c. S. 35, angaaende Sagførerens Ret til a t substituere
en anden i sit Sted, 1. c. S. 42, om Sagføreres Sa
lair, 1. c. S. 47, og i alle disse Puncter har han fjernet
ældre Misforstaaelser og givet en Løsning af Spørgs-
maalene, der har fundet Bifald hos senere Forfattere.
Til Læren om Værnething har 0. ydet et vigtigt
Bidrag i en udførlig Afhandling fra Aarene 1819 og
1820 angaaende „det Værnething, hvorved Forbrydelser
bør paatales og paakjendes“ i N. jur. Arch. 29 B. S. 218
ff. og 30 B. S. 189 ff. Førend den Tid var der ikke gjort
noget Forsøg paa a t opløse de Vanskeligheder, som
Lovstedernes Indhold frembyder, Vanskeligheder, som
de ældre Forfattere end ikke syntes a t have bemær
k e t2). Ifølge en ældre Terminologi, der hyppigt be
nyttes i Lovgivningen, tager 0. Ordet Værnething i
0 I Norge har en anden Opfattelse gjort sig gjældende, jfr.
Schweigaards norske Proces 1 B. S. 126.
2) Jfr. saaledes Nørregaard § 1637.
A. S. Ørsteds Betydning.
44