206 / 604
199
Han hævdede saaledes Grundsætningen om Domsto
lenes Uafhængighed paa deres Omraade, en Sætning,
der vel nok i sin Almindelighed var anerkjendt alle
rede dengang, men dog ikke fulgt ud accepteret i alle
dens Conseqventser. Det blev saaledes anset for tvivl
somt, om Domstolene, naar Øvrigheden havde sa t en
Person under offentlig Tiltale for et Forhold, som ikke
egnede sig hertil, ikke alligevel m aatte være forpligtede
til a t paakjende det. I en Afhandling i Jur. Maanedstid.
f. 1803, 3 H. S. 293 godtgjorde 0. imidlertid, a t dette
var grundet i en Misforstaaelse af Øvrighedsmyndig
hedens Uafhængighed af Domstolene, og a t Retten ved
a t afvise en saadan Sag ikke vilde overskride Grænd-
serne for sin Myndighed, en Tanke, som kan gi
ves Udtryk ved „at frifinde for Justitiens Tiltale“,
hvilken Form han selv senere som Medlem a f Hof- og
Stadsretten bragte i Forslag i sine Yota, og det blev
fremhævet af ham, a t det Anførte maa gjælde, hvad
enten Befalingen til Justitssags Anlæg er udstedt af
den sædvanlige øvrighed eller af Cancelliet, ja om end
den i enkelte Tilfælde maatte være givet af Kongen
selv eller ad mandatum regium, th i selv der kan den
blot antages a t gaae ud paa Sagens Forfølgning, men
ikke paa a t binde Domstolene i deres Paakjendelse;
kun naar det med Hensyn til en fra Kongen udgaaet
Actionsordre m aatte være klart, a t Meningen virkelig
er i det foreliggende Tilfælde a t gjøre en Undtagelse
fra Lovenes almindelige Bydende, stillede Sagen sig
anderledes. 0
Omvendt hævdede 0 . overfor derom herskende .
Tvivl, a t naar Domstolene i Domme eller Kjendelser
forbeholde Justitiens eller overhovedet det Offentliges
0 Jfr. Af m it Livs og min Tids Historie 1 B. S. 213 ogHdbg.
3 B. S. 18 ff. sam t de der citerede Steder.