202 / 604
naar ingen legemlige Sygdomssymptomer forefindes, er
aldeles i sin Orden, a t Domstolene afgjøre slige Til
fælde uden nogen Mellemkomst af Læger, og a t de,
sely om Lægeskjøn er indhentet, ikke kunne være
bundne ved dette, hvorfor han anser det for en Fejl i
den nyere Rettergangsbrug, a t man tillægger Lægerne
en altfor afgjørende Indflydelse paa disse Spørgsmaals
Afgjøi else. Imidlertid erkjendte han dog i det nævnte
Skrift fra sine sidste Leveaar, a t man her befinder
sig paa et uudgrundeligt Gebet, hvor der idelig vil
herske Usikkerhed og Meningsforskjel, og a t det der
for er naturligt, a t menneskekjærlige Læger og Dom
mere ville være ængstelige ved a t udtale en Mening,
som vilde føre den Anklagede paa Skafottet, saalænge
der dog er nogen Uklarhed tilstede. „Denne i sig hæ
derlige og prisværdige Følelse kan en ubøjelig Rets-
rigorisme dog neppe nogensinde overvinde“, og derfor
bør Lovgivningen efter hans Mening hellere lempe sig
noget efter den. I Henhold til denne Betragtning havde
han allerede som Medlem af Cancelliet taget Ordet for
en Lovbestemmelse, som bemyndigede Domstolene til
a t formilde den Dødsstraf, som ellers m aatte være
fastsat, til Frihedsstraf, naar Omstændighederne give
Grund til a t antage, a t Gjerningsmanden, skjøndtikke
uden Bevidsthed om den foretagne Handlings Straf
værdighed, dog ikke havde været i saadan Besiddelse
af Fornuftens fri Brug, a t han ved dens Kraft var i
Stand til a t beherske de Tilbøjeligheder, der havde
ledet ham til Forbrydelsen. I Aarene 1833—35 blev
Spørgsmaalet behandlet, men skjøndt Cancelliet oprin
delig havde slu ttet sig til Forslaget om en saadan
Lovbestemmelse, og Højesteret, hvis Betænkning blev
ster eller Læger, men det philosophiske Facultet skulde
afgjøre slige Spørgsmaal, jfr. 1. c. S. 223 Note.
13
’
195