200 / 604
193
Parodoxie“ p, idet danske saavelsom tydske Jurister
dengang syntes temmelig enige i den axiomatiske
Forudsætning, a t det var Lovenes Sag nøjagtig a t be
stemme Peglerne for Tilstrækkeligheden af et juridisk
Bevis, og a t intet Bevis, som ej svarede til de saaledes
nøjagtigt foreskrevne Pegler, maatte være fuldgyldigt,
mindst hvor der spørges om a t fælde nogen som
skyldig i en Forbrydelse. Derimod kunde han i Aaret
1831 paa det citerede Sted med P e tte udtale, a t Me
ningerne siden den Tid noget havde forandret sig i
denne Henseende.
Vel kan han ikke endnu sige,
a t „Flerheden af de Retskyndige ere bievne Tilhæn
gere af Bevistheoriens Frihed, saaledes a t de for
kaste alle lovbestemte Regler for det juridiske Bevis,
men selv de, der ikke ere gaaede saa vidt, have dog
størstedels anerkjendt, a t disse Regler maa have en
meget stor Vidde og overlade meget til de Dømmendes
Indsigt og Retfærdighed, og a t i Særdeleshed Loven
ved Siden af de Bevismaader, som nogenlunde lade
sig ordne ved faste Regler, f. Ex. Vidnebeviset, ogsaa
bør lade det circumstantielle eller saakaldte kunstige
Bevis gjælde, hvilket end ikke i den Grad, som hine,
lader sig bestemme ved almindelige Regler, ligesom
ogsaa de nyere Lovbøger, som den Tid vare udkomne
i Tydskland, gaa ud fra samme Forestillingsmaade.“
Med Hensyn til Spørgsmaalet om den Sigtede s
mentale Tilstand opstod der i ældre Tider langt sjeld-
nere nogen Tvivl, end senere blev Tilfældet. Man var
J) Egentlig h a r ø . allerede førend den Tid opstillet denne Me
ning, thi Afhandlingen i Eunomial 1 B. om Forholdet mellem
Staten og Religionen, hvori den findes fremsat udførligt, er
efter hans Udsigende udarbejdet flere Aar, førend den
offentliggjordes i Aaret 1807. Antydet er den allerede i
Skriftet om Frd. 27 Septbr. 1799, der udkom i 1801.
A. S. ørsteds Betydning.
13