203 / 604
196
indhentet, ogsaa i Principet havde været enig deri,
ja , endog vilde gaae noget videre, fik Cancelliet dog
senere Betænkeligheder, og Sagen blev sluttelig hen
lagt uden a t blive forelagt Kongen1). Imidlertid maa
det vel erindres, a t 0. i denne Forbindelse kun taler
om det legislative Spørgsmaal om Tilstedeligheden af
a t nedsætte de sædvanlige Straffe paa Grund af ufuld
stændig Tilregnelighed; thi med Hensyn til den
gjældende Ret havde han netop bidraget væsent
lig til, a t Antagelsen af en saadan Mellemvej, som
havende den juridiske Conseqvents imod sig, blev for
k a ste t baade i Theori og Praxis, hvor man til en vis
Periode havde kjendt Exempler paa den, og heri foran
drede han ikke sin Mening, hvorfor ogsaa F. C. Borne-
mann i Saml. Skr. 3 B. S. 2 1 9 -22 endnu betragter
ham som Repræsentant for den Mening, der udeluk
kede Begrebet ufuldstændig Tilregnelighed i den da
gjældende Ret..
Ved Begyndelsen af dette Aarhundrede herskede
der endnu Usikkerhed mellem Juristerne angaaende
det Omraade, inden hvilket de egentlig criminalpro-
cessuelle Regler skulle være gjældende, idet nogle
indskrænkede dem til Forbrydelser af det mere bety
delige Slags. Man gjorde Forskjel paa Delinqvent- og
Justitssager og mente, a t hine Regler, navnlig saaledes
som de vare opstillede i Frd. 3 Juni 1796, 9 Cap., kun
angik de første. Herved støttede man sig navnlig
paa, a t Frd.s § 25, der staaer i Spidsen for samtlige
Bestemmelser om Misgjerningssagers Forfølgning, gaaer
ud fra den Forudsætning, a t den Sigtede er fængslet,
l )
Jfr. Af mit Livs og min Tids Historie 1 B. S. 226—27,
Cskr. 11 Mai 1833 samt Cancelliets Archiv.
Først ved
Straffelovens § 39 realiseredes Tanken, men iøvrigt i en
større Udstrækning, end 0. vilde tilstede.