196 / 604
189
I de to første Decennier af dette Aarhundredel)
trængte derfor den Anskuelse igjennem, a t der ifølge
en videnskabelig Betragtning ikke var nogen Grund
til a t betvivle, a t der ved Indicier kan tilvejebringes
et fuldkomment betryggende Bevis ogsaa for, hvo der
maa anses for Gjerningsmand til en Forbrydelse, og
denne Anskuelse viste sig virksom deri, a t Indicie-
beviset anerkjendtes i de fleste tyske Staters Love fra
den Periode, f. Ex. den baierske og den østerrigske
Straffeproceslov.2) Imidlertid vedblev der dog længe a t
gjøre sig en Tendents gjældende til a t ansee Indicie-
beviset som i sig mindre betryggende og beroligende
end det directe Bevis, og det blev saaledes i mange
Love, f. Ex. bl. a. de to ovennævnte, bestemt, a t
Dødsstraf og undertiden ogsaa livsvarigt Fængsel ikke
maatte idømmes nogen efter et blot Bevis ved Indi
cier, uagtet det er øiensynligt, a t heri ligger en aaben-
bar Inconsequents, der er saameget farligere, som den
ikke godt kan fortolkes anderledes af den almindelige
Folkeforestilling end som en Tilstaaelse fra Lovgive
rens Side af, a t han ikke fuldstændigt troer paa Paa-
lideligheden af et Bevis, som han dog i alle andre
Tilfælde erklærer for tilstrækkeligt til a t begrunde
Anvendelsen af Lovens fulde Straf. Den nævnte Be
9 Jfr. herved Mittermaier Deutsches Strafverfahren 2 D.
§ 182.
2) I den baierske Sti'afifelov af 1813 blev Indiciebeviset hjemlet,
medens det var udelukket i den tidligere gjældende Lov
givning, Kreittmayrs Codex juris Bavarici criminalis af
1751: ligeledes hjemledes det i den østerrigske Straffelov
af 1803. Men det blev bundet ved en Mængde Regler for
dets Anvendelse, der ikke kunde andet end svække Be
tydningen af den større Frihed i Bevisbedømmelsen, som
ellers skulde opnaaes ved det. En Efterklang heraf have
vi i Frd. 8 Septbr. 1841.