162 / 604
155
Ved Fortolkningen af 1. 14. 6 bemærker 0., a t
det, paa Grund af den foretagne Forandring i Kilden,
Christian 4des Forordning 31 Marts, 1635 § 5 og st.
Rec. 2. 6. 20, maa antages, a t Lovbogen omhandler
to Rækker af Tilfælde, i hvilke Benægtelsesed kan an
vendes, nemlig dels dem, i hvilke Sagens Natur det
udkræver, dels dem, i hvilke vis Formodning er tilveje
bragt af den, der skal føre Beviset. Da 0. ved den
første Klasse af Tilfælde, nemlig hvor Sagen det ud
kræver, i Parenthes tilføjer, „fordi samme ej let til
lader a t forsyne sig med andre Beviser“ p, kunde det
synes a t være hans Mening, a t Benægtelsesed kan
paalægges, ikke blot, hvor vis Formodning er tilveje
bragt, men ogsaa hvor slet ingen Formodning er
fremskaffet, naar Sagen ifølge Dommerens Skjøn hører
til dem, i hvilke der ikke kunde have været sørget for
andet og bedre Bevis, og, udgaaende fra denne Forud
sætning, modsiges han af nogle, medens hans Oid af
andre, f. Ex. Bang og Larsen i Procesmaaden § 128 og
§ 129 Nr. 9, tages til Indtægt efter deres bogstavelige
Indhold og anvendes til a t skabe nye Tilfælde for
Benægtelseseds Anvendelse. Det kan imidlertid ved
nøjere Betragtning ikke antages, a t 0. vil opstille en
saa indgribende Sætning som den, a t Benægtelsesed
kan paalægges, uden a t der er skaffet Formodning
imod den Paagjældende, og uden a t noget Lovbud
hjemler det, blot fordi det under Sagen skjønnes, at
den Bevisførende ikke kunde have sørget for a t sikkre
sig Beviset. Thi naar man gjennemgaaer hans paaføl
gende Fremstilling, hvor det nærmere angives og en
keltvis opregnes, i hvilke Tilfælde Benægtelsesed kan
anvendes, uden a t vis Formodning er tilvejebragt -
hvilken Fremstilling jo er den naturligste Commentar
b i. c. S. 191.