164 / 604
157
Hvad angaaer Budet i 1.14. 7, da siger 0. herom,
a t „det er i Praxis gaaet af Glemme“. Men han paa
viser tillige, a t der ikke kan anføres nogen fra Lov
givningens Indhold eller Sagens Natur hentet tilstræk
kelig retlig Grund herfor, og han gjendriver forskjellige
Betragtninger, hvorved man søgte a t retfærdiggjøre
den nævnte Praxis.
Skjøndt 1. 14. 7 ikke fulgtes i det Tilfælde,
for hvilket den egentlig er nedskreven, opstil
lede dog mange af Datidens Retskyndige den Mening,
a t den maatte hlive a t anvende, naar den, hvem Be
nægtelseseden ellers skulde paalægges, ikke k u n d e
aflægge den (f. Ex. fordi han ingen personlig Kund
skab havde om Sagen eller var død eller bleven af
sindig), idet man antog, a t der i det Tilfælde maatte
forholdes paa samme Maade, som naar den Paagjæl-
dende ikke v i l d e sværge; men Urigtigheden af denne
Lære, som i det virkelige Retsliv vilde have de far
ligste Følger, paavises saa k lart af 0., bl. a. ved
Henvisning til 5. 14. 47, a t den siden ikke er kom
men frem hverken i Theori eller P rax is1).
staaer det i en vis Forbindelse hermed, at Brorson anser
1. 14. 7 for ugjældende i Praxis, medens Nørregaard i sin
Fremstilling forudsætter, at den anvendes; thi naar den
Regel skal gjælde, at Eden kan paalægges uden Formod
ning, blot fordi intet andet Bevis kan fremskaffes,
bødes der unægtelig noget paa denne Sætnings Nærgaaen-
hed mod den, hvem Bevisbyrden ikke paahviler, derved,
at han ikke har tabt Sagen, blot fordi han nægter at af
lægge Eden, men først, naar Modparten har aflagt den.
Men forresten ere baade Nørregaards og Brorsons Ord saa
vage og lidet indtrængende i Sagen, at det egentlig ikke
med fuld Bestemthed kan siges, hvad de mene, men der
kan kun opstilles Formodninger herom.
J) Derimod holder han for, at der kan fordres juramentum