155 / 604
148
stændigheder bestyrke hans Paastand om Documentets
Ægthed, kan admitteres til ved sin Sigtelsesed a t føre
det fornødne Bevis, saafremt han har personlig Kund
skab om Documentets Ægthed. Ifølge den af ham
udviklede rette Opfattelse af 5. 1. 6 kommer 0. til —
i Stedet for de tidligere fejlagtige og skjæve Meninger
om Bevisbyrden, naar den saakaldte exceptio falsi frem
sæ ttes — a t give en rigtig Løsning af dette Spørgs-
maal og derfor a t tilstede analogisk Anvendelse
af Eden efter 5. 1. 6, forsaavidt en Forfalskning ifølge
Documentets Beskaffenhed og Udseende kan antages
a t have været mulig. Dernæst gjennemgaaes i den
citerede Afhandling de Tilfælde, hvor et Document
undtagelsesvis kan bevise noget til Fordel for den,
som ifølge dets Indhold skal have erhvervet Rettig
heder, og navnlig behandles herunder Læren om Kjøb-
mandsbøgers Beviskraft, saaledes som den maatte
stille sig efter den dagjældende Lovgivning, og som
den forresten i Hovedsagen stiller sig endnu, saavel-
som om den særegne Beviskraft, der maa tillægges
en Faders Optegnelser om Bekostninger paa et af
hans Børn, naar herfor skal ske Afkortning i dets
Arv.
Om editio instrmnentomm har 0. kun lejligheds
vis y ttre t sig, men dog i faa Ord fremsat og begrun
det den Lære herom, som senere har holdt sig, jfr.
Jur. Arch. 4 B. S. 107 og N. jur. Arch. 18 B. S. 173
sam t Domme i Arch. f. Retsv. 2 B. S. 84 og N. jur.
Arch. 17 B. S. 65, og med Hensyn til criminelle Sa
ger: Jur. Tidskr. 18 B. 1 H. S. 169. Navnlig har han
godtgjort, a t der ikke hos os kan opstilles forskjellige
Hegler om Sagvolderens og Sagsøgerens Pligter i saa
Henseende.