128 / 604
121
Ogsaa i en anden Retning gjennemfører 0. sit
Princip med logisk Conseqvents, men bortseer vistnok
fra det virkelige Retslivs Tarv, nemlig forsaavidt som
han i intet Tilfælde vil indrømme den saakaldte qva-
lificerede Tilstaaelse nogen Betydning i Henseende til
Bevisbyrden, dens Fordeling eller dens Strænghed.
Selv hvor der ikke haves eller kan skaffes andet Be
vis for Søgsmaalsgrunden end Modpartens Indrøm
melse, nægter han, a t der kan eftergives noget i Hen
seende til den Bevispligt, som efter de almindelige
Regler maa paahvile den Exciperende, idet han dels
betvivler, a t der fra et processuelt Hensigtsmæssig-
hedshensyn vindes noget herved, dels gjør gjældende,
a t en saadan Lære mere synes a t være bygget paa
Grunde, der kunde være tilraadende for Lovgiveren,
end paa saadanne, hvorefter den Lovkyndige kunde
bestemme sig uden særlig udtrykkelig Hjemmel i
Loven (jfr. 1. c. S. 602—605). Det maa vistnok ind
rømmes, a t 0. forsaavidt har Ret, som hans Opfattelse
er den correcte logiske Følgeslutning af de almindelige
Regler om Bevisbyrden samt af Tilstaaelsens Natur
som Proceserklæring i civile Sager1). Imidlertid har
skreven lille Afhandling i Jur. Tdskr. 1 B. S. 440, hvor han
imødegaaer G e s t e r d in g s Lære om Bevisbyrden med Hen
syn til suspensive Betingelser, kunde synes at indrømme, at
Beviset for Tvang, Svig, Sindsvaghed maa føres af den, der
vil fritages for den paastaaede Forpligtelse; men med
Sikkerhed kan dette dog ikke sluttes af hans Ord paa det
anførte Sted, hvor han ikke directe udtaler sig om denne
Ojenstand, men kun fremhæver, at der er en væsentlig
Forskjel mellem disse Tilfælde og hint, hvor Spørgsmaalet
er, om en Retshandel blev indgaaet sub . conditione eller
pure.
!) Læren om, at Tilstaaelsen, som man pleier at udtrykke
sig, ikke kan deles, men maa tages i sin Helhed, hæn-