ASØrstedsBetydning

118

stillede Hovedgrundsætning i de Tilfælde, hvor et med

Retsforholdets Stiftelse concurrerende Factum hindrer

Forpligtelsens Indtrædelse, navnlig en af de saakaldte

vitia consensus. O. fremhæver (S .-599), a t naar en

P a rt beraaher sig paa et fra selve det Factum, som

indeholder det tilstrækkelige Grundlag for Søgsmaalet,

„aldeles afsondret andet Factum“ , som skal forstyrre

den Virkning, hint første Factum ellers vilde have

draget efter sig, maa den, der anfører sligt Factum,

føre Beviset derfor, ligesaa vel, som om det var et i

Tiden efterfølgende Factum. Herved sigter han til

saadanne Tilfælde, som a t Parten indrømmer a t have

afsluttet Contracten, men paastaaer, a t han dengang

var mindreaarig, eller a t Injurianten tilstaaer a t have

brugt de fornærmelige Yttringer, men forsvarer sig

med, a t hans Paasagn er grundet i Sandhed. Men

med Hensyn til de. egentlige vitia consensus, der ikke

kunne betegnes som aldeles afsondrede Facta i Forhold

til Søgsmaalsgrunden, udtaler han sig tvivlende. Han

siger saaledes (S. 582) „Hvorledes der skal forholdes,

naar den Paagjældende nægter Frivilligheden af det

Samtykke, som han vedgaaer udvortes a t have tilkjende-

givet, og saaledes paastaaer sig a t være tvungen,

kunde være tvivlsomt, saafremt ikke Lovens 5. 1. 4

derved gav fornøden Veiledning“. Og senere, hvor han

nærmere afhandler 5. 1. 4 (S. 619), y ttre r han, a t

Yedersigelsen efter 5. 1. 4 maa fordres ved enhver

skriftlig Tilstaaelse, „men forsaavidt det Tilfælde skulde

forekomme, a t nogen ved Tvangsmidler erhvervede en

mundtlig Tilstaaelse, er den i 5. 1. 4 foreskrevne Vé-

dersigelse neppe fornøden eller passende, men det er

nok, a t den Paagjældende, naar Modparten siden be-

raaber sig paa den mundtlig givne Tilstaaelse, er

klærer, a t han ingen saadan frivillig har meddelt,

hvorimod samme ved Trudsler eller Yold er ham af-