120 / 604
„affil man ti incumbit probatioi£, o; den, der opstiller
en affii mativ Paastand, maa bevise den, hvorimod den,
der kun fremfører en negativ Paastand, ikke kan have
Bevisbyrden. Efter hin Tids Betragtsningsmaade begrun
dedes denne Regel ikke ved en Henvisning til, a t den virke
lige Retfærdighed var bedst tjent med den, eller at
Parternes Mellemværende ordnedes billigst og retfær-
digst paa denne Maade, men — ved Siden af nogle
Citatei af Romerrettens Kilder — søgtes og gaves der
en logisk Begrundelse, gjennem hvilken man vilde
naae til, a t Beviisbyrden ikke uden Selvmodsigelse
kunde fordeles anderledes. Dertil kom man ved den
bekjendte Paastand om, a t et non-factum ikke kan
bevises, idetmindste ikke directe, hvoraf man da sluttede,
a t det med Nødvendighed maatte antages, a t Beviset
skulde føres af den, der affirmerede, da det som Regel
vilde være en logisk Uting a t fordre Bevis af den, der
negerede. Uholdbarheden af denne Theori, der hos os
opstilles af Ø.’s nærmeste Forgjænger i Æmnets Be
handling Nørregaard §§ 1769 og 1770, men som den
gang allerede var almindelig forkastet i Tyskland, paa
vises nærmere, idet der dels gjøres opmærksom paa,
a t et non-factum, forudsat a t Spørgsmaalet derom be-
grændses til en bestemt Tid og et bestemt Sted, lader
sig bevise ligesaavel som et factum, og lader sig bevise
ikke blot indirecte, f. Ex. naar det godtgjøres, a t en
Person ikke har været paa et Sted, derved a t det
oplyses, a t han til samme Tid har været et andet
Sted, men ogsaa directe, idet Vidner, naar Spørgs
maalet er om en bestemt Begivenhed, ligesaa godt
kunne forklare, hvad der ikke foregik, som, hvad der
foregik, dels paavises, hvorledes det angivne Princip
i Virkeligheden intet oplyser, fordi en og samme Sæt
ning efter Behag kan gives en bekræftende eller be
nægtende Form, uden a t en saadan Vilkaarlighed
A. S. Ørsteds Betydning.
8
113