118 / 604
111
anden Side maatte Æmnets umaadelige practiske Vig
tighed daglig gjøre sig gjældende ved enhver Domstol,
da Sagernes Udfald idelig maatte komme til a t beroe
paa, hvo der skulde føre Beviset for et omtvistet
Factum. Ogsaa her møde vi et Exempel paa, hvor
ledes 0. corrigerede Theorien ved Hjælp af Praxis.
„Jeg fandt“ — siger han 1. c. —, „at Retten næsten
altid kom til det rigtige Resultat, men almindelige
Grundsætninger bleve ikke udtalte ved de enkelte Af-
giørelser“ o. s. v. Da det nu var vigtigt baade for
Theorien og for Praxis a t bringe de ledende Grund
sætninger til klar Bevidshed, søgte 0. a t bidrage hertil
ved en Afhandling (fra Aaret 1805) i Jur. Arch. 4 B. S.
94—122, i hvilken han „viste det utilfredsstillende ide
af vore theoretiske Jurister hidtil fremsatte Regler, og
udbredte sig over nogle fortrinlige Afhandlinger an-
gaaende dette Spørgsmaal, som den tydske Literatur
da havde leveret, og hvori han havde funden megen
Veiledning, uden a t han dog skjønnede, a t Sagen i
nogen af disse var bragt fuldkomment i det Rene“,
løvrigt udtalte han „de almindelige Grundsætninger,
hvortil han fandt, a t alt kunde henføres, og ledsagede
dem med Henvisninger til adskillige i hin Tid afsagte
Domme, der viste, a t Retten erkjendte og overholdt
hine Grundsætninger, uden a t have udtalt dem i deres
Almindelighed“. Senere gav 0. i Eunomia 3 B. Side
562—604, hvor han afhandler den saakaldte qvalifice-
rede Tilstaaelse, en ny Udvikling af dette Æmne, der
— som han siger 1. c. — er i fuld Samklang med den
ældre Afhandling, men hvori dog adskilligt er skarpere
fremstillet og derhos en Mængde flere Retstilfælde
vedføjede, der udbrede mere Lys over Theorien.
Disse Afhandlingers Betydning for Bevisbyrde
lærens Udvikling har været meget stor. Deres Indhold
er omtrent uforandret gaaet over i Bang og Larsens